Pernille Bendixen har stillet en række spørgsmål til børn- og ungerådmand, Stina Willumsen, SF, og forventer at få svar til næste udvalgsmøde.
Hendes spørgsmål kommer på baggrund af en rapport, lavet for Integrationsministeriet af ph.d. Tina Magaard, som har interviewet imamer, forældre og unge fra muslimske skoler.
Rapporten viser, at elever, der får koranundervisning, får besked om at følge sharia-lovgivningen og se bort fra dansk ligestilling.
Spørgsmålene
Pernille Bendixen beder Stina Willumsen oplyse, hvor mange af de muslimske elever, der går i koranskole i odense, og spørger videre:
- Kan rådmanden garantere at der ikke pågår undervisning af denne art i Odense? Herunder også friskolerne.
- Hvordan vil rådmanden sikre sig, at de muslimske skoler undervises efter den danske folkeskolelov.
- Hvordan vil rådmanden sikre, at muslimske piger ikke undervises i at blive underdanige og underlagt sharialoven?
- Hvordan vil rådmanden sikre, at alle muslimer undervises i det danske sprog og i demokrati?
- Hvis der findes indsamlet materiale omkring undervisningen, vil hun gerne have det til gennemsyn.
- Ligeledes henstiller hun til, at alle de skoler der ikke skulle være med i undersøgelsen gennemgåes for at sikre, at denne form for undervisning ikke pågår.