Anklageren havde krævet to års fængsel og en bøde på ikke
under 3,3 millioner kroner. Derfor ser forsvaret fredagens dom
som en sejr.
- Vi er yderst tilfredse. Der er sket en frifindelse på det
ene store skatteforhold, fordi anklageskriftet ikke var
formuleret rigtigt. Og i det andet store skatteforhold er den
skattepligtige indkomst reduceret til en million kroner, fordi
Told og Skat har brugt en metode, som man ikke kan bruge i
straffesager, siger forsvarer Michael Juul Eriksen.
Dermed er rockeren, der er kendt som krigsminister for Hells
Angels' afdeling i Odense, blandt andet frifundet for
hvidvaskninger.
Den 24. september 2001 oplyste den 31-årige rocker til folkeregistret, at han flyttede til Harrislee i Tyskland. Men politi og skattemyndigheder mente, at der var tale om en dækadresse for at undgå at betale skat.
Rockeren erkendte i retten, at han har opholdt sig mere i Danmark end i Tyskland på grund af personlige problemer, og fordi det firma, han havde startet i Tyskland, ikke gik efter planen.
Sagen tog fart, da en talstærk politistyrke gennemsøgte
rockerens villa i Strib ved Middelfart i november 2003 under
massiv mediebevågenhed.
Ransagningen blev efterfulgt af en sigtelse for skattesnyd på
omkring 7 millioner kroner - et beløb der siden er skrevet ned
til lidt over 3 millioner kroner og med dommen er landet på en
million kroner.
Når rockeren alligevel skal i fængsel, skyldes det dels, at
der under ransagningen blandt andet blev fundet en pistol, en
signalpistol, en totenschlæger, to samuraisværd, en springkniv
og forskellig ammunition, som rockeren har erkendt tilhørte ham.
Med i sagen er også en Mercedes 320 med tyske plader. Omkring
halvdelen af bøden på en million kroner er registreringsafgift
for bilen.
Sagen mod rockeren er trukket i langdrag, fordi han har været forsvundet fra Danmark i en længere periode.