Forskningsdelen i Nyborg Kampmarked spiller en vigtig rolle - resultaterne heraf er nemlig det bærende element for formidlingen af historien, mener arrangørerne.
- Målet er at skabe en ramme, hvor aktører og forskere med samme glødende interesse for middelalderens historie, våben og kampteknik, kan udveksle erfaringer og blive klogere - både på nye forskningsresultater og på hvordan sværd, buer og lanser fungerer i praksis, siger Janus Møller Jensen, der er leder af Nyborg Slot.
- Samtidig ønsker vi at skabe et event, der iscenesætter middelalderens historie med udgangspunkt i de unikke historiske rammer omkring Nyborg Slot. Kort sagt: at levendegøre historien og middelalderens kulturarv i Danmark, siger Janus Møller Jensen.
Forskere fra York og Bergen
Målet er at Nyborg Slot skal være rammerne for et center, der forsker i middelalderens kriger- og hofkultur.
Sammen med kolleger fra Københavns Universitet og Syddansk Universitet har Nyborg Slot til årets Kampmarked taget de første skridt i den retning og hentet en international workshop med forskere fra universiteterne i York og Bergen til slottet.