Rumænske cykeltyve taget med våben

To rumænske mænd blev taget for cykeltyveri natten til fredag. Ved anholdelsen fandt politiet våben hos den ene mand.

Omkring klokken halv et, natten til fredag, ringer en anmelder til Fyns Politi, fordi der er nogen, der går og samler cykler ind i en lastbil på Saxovej i det nordvestlige Odense.

- Vi kører derud, og finder ikke langt derfra en hvid sættevogn, som vi standser, fortæller vagtchef Thomas Bentsen.

Bag i den spansk indregistrerede sættevogn finder politiet to cykler, og de to mænd, der kører i bilen er rumænere.

- Der er plads til mange cykler i den bil, men der står kun to, så de har formentlig taget de bedste de kunne finde. Men da vi visiterer dem, finder vi både tåregas og en strømpistol på den en mand, siger vagtchefen.

De to rumænere på 37 og 38 år har fået en bøde på hver 120 Euro, og den 37-årige, der desuden var bevæbnet, har fået en bøde på 2000 kroner oveni for overtrædelse af våbenloven.

Begge er sigtet for tyveri, løsladt og sendt ud af landet.

Oversigt

    Oversigt