Glæde hos fynske gartnerier

Regeringens vækstpakke, der reducerer den udskældte PSO-afgift, bliver mødt med glæde i det store gartnerierhverv på Fyn.

Tirsdag aften indgik Regeringen og Venstre en vækstpakke, der blandt andet betyder en lempelse af den særlige energiafgift PSO, som rammer energitunge erhverv som fx gartnerier. Afgiften er blevet heftigt kritiseret for at forringe gartneriernes konkurrenceevne i forhold til konkurrenter i udlandet.

- Jeg håber, at de fynske gartnerier nu bliver stillet i en bedre konkurrencemæssig situation, end de ellers ville have været i, siger det fynske folketingsmedlem, Lars Chr. Lilleholt fra Venstre.

Der er omkring 7.000 job inden for gartnerierhvervet på Fyn, og branchen har forudset udflytninger og lukninger, hvis ikke der blev gjort noget ved PSO-afgiften.

- Vi er meget gladere end tidligere, hvor det slet ikke kunne lade sig gøre at reducere afgiften. Men vi mangler stadig at se, hvad aftalen betyder for de meget energiintensive gartnerier, siger sekretariatschef i Dansk Gartneri, Torben Lippert.

I alt er Venstre og Regeringen blevet enige om mere end 90 initiativer, der skal styrke produktivitet og konkurrencekraft. PSO-afgiften bliver reduceret med 13,2 milliarder kroner frem mod 2020.

- Det har været lange og meget svære forhandlinger. Det har haft Venstres højeste prioritet, at PSO-aften skulle markeres markant. Regeringen spillede ud med en samlet lettelse på 5,8 milliarder kroner, men efter tre dages hårde forhandlinger er det lykkedes at presse regeringen til en samlet reduktion på 13 milliarder kroner, siger Lars Chr. Llleholt.

Pengene til en reduktion af PSO-afgiften findes blandt andet ved en to-årig udskydelse af en havvindmøllepark.

Oversigt

    Oversigt