Manden havde pløjet flere lysmaster og skilte ned, da han tidligt lørdag morgen kørte ad Vollsmose Alle ved Egeparken.
- Vi har en ide om, at hastigheden har været lidt høj, fortæller vagtchef Lars Thede til TV 2/FYN.
Manden stak af efter påkørslen.
- Og der har han fået hjælp til at stikke af. Han er blevet hentet af en anden bil.
Det er lidt trælst, når man forsøger at forhindre os i vores arbejde. Når manden skal anholdes og med, så skal han anholdes.
Politiet ledte efterfølgende efter manden, og i Bøgeparken fik de kontakt med den 27-årige.
- Han har overfladiske læsioner i ansigtet, og vi er ikke i tvivl om, at vi står over for føreren af bilen, siger Lars Thede.
Pludselig stod der en masse mennesker
Men da betjentene ville anholde manden, var der pludselig en større forsamling, der blandede sig.
- Vi måtte bruge rigelige mængder peberspray. Og det er lidt trælst, når man forsøger at forhindre os i vores arbejde. Når manden skal anholdes og med, så skal han anholdes. Men der er altså nogen, der er i stand til på ganske kort tid at få samlet en masse mennesker - uanset hvornår på døgnet det er.
Men den 27-årige blev anholdt og fik en stribe sigtelser oven i. Han er sigtet for narko- og spirituskørsel. Og så har han kørt bil uden kørekort og endelig blev han sigtet for vold mod tjenestemand, efter han spyttede på en betjent.
En 28-årig mand blev i forbindelse med balladen anholdt for at forsøge at forhindre anholdelse af den 27-årige.