Billige priser fra leverandører: Nu er der råd til letbanen

Det bliver ikke nødvendigt at udskyde det sidste stykke af letbanen i Odense - der er alligevel penge til letbanestrækningen helt til Tarup.

Da letbaneleverandørerne sidste sommer afleverede deres priser på det fulde letbaneprojekt i Odense, blev den samlede pris langt over det samlede budget på 3,3 milliarder kroner. Derfor kom en forkortet version af letbanen på tale.

Men nu har en spansk og en schweizisk leverandør, Comsa S.A.U. og Stadler Pankow GmbH, tilbudt en lavere pris, der betyder, at der er råd til at holde fast i den oprindelige plan med en letbane på 14,4 kilometer og 26 spor. Det fortæller den administrerende direktør for Odense Letbane, Mogens Hagelskær, og det glæder Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S):

- Jeg vil sige, at der gik da sådan en god fornemmelse gennem kroppen på mig, da jeg fik at vide, at nu passer pengene. Vi har et robust projekt.

Er det billigste altid det bedste?

- Det er det i det her tilfælde. Men der er jo en lang, lang række krav, som de skal opfylde for at sikre kvaliteten. Så kvaliteten er også sikret inden for den pris, der er givet.

Reservepenge tages i brug

Der skal dog stadig bruges 347 millioner kroner fra reservepuljen - svarende til over halvdelen af puljen. Men det kan godt forsvares på dette tidspunkt i anlægsforløbet, mener Mogens Hagelskær:

- Uafklaretheder er afklaret, og det mindsker risici. Derfor kan vi nu godt tillade os at planlægge, hvordan vi vil bruge pengene i reservepuljen.

Det er endnu ikke besluttet, om Comsa og Stadler rent faktisk får lov at levere og anlægge det odenseanske letbaneprojekt, men Odense Letbane anbefaler det. Og inden for den kommende måned skal stat, region og Odense Kommune tage stilling til, om de vil følge anbefalingen.

- Jeg går ud fra, at byrådet bakker op om det. Vi har bedt om at få et udbud, som er naturligt i sådan nogle sager her, så vi kan få den bedste pris. Og der har Odense Letbane gjort et rigtig godt stykke arbejde. Nu står vi med en pris, der er inden for det budget, vi har lagt, og vi har stadig reserver i baghånden, siger Peter Rahbæk Juel.

Hvis man ender med at godkende Odense Letbanes anbefaling, kan selve anlægsarbejdet kan gå i gang i slutningen af i år.

Oversigt

    Oversigt