Blo'ba' i O'ense: Fynsk er ved at uddø

Anders W. Berthelsen udgiver i dag en bog om det fynske sprog: Den fynske dialekt er nemlig ved at forsvinde.

De fleste fynboer ved, hvilken dialekt englene taler om søndagen for at glæde Vorherre, men om en generations tid eller to, vil de nok være de eneste. Fynsk er nemlig ved at forsvinde, fortæller forfatter og odenseansk byrådsmedlem Anders W. Berthelsen.

- Vi bruger det ikke, dialekter har fået lavstatus, siger han med fynsk i stemmen.

Anders W. Berthelsen behøver ikke at kigge længere omkring sig end hjemme i dagligstuen for at kunne følge den udvikling. 

quote Det første, der forsvinder er det, de andre griner af...

Anders W. Berthelsen, forfatter

- Mine børn, der går i skolen inde i Odense, taler ikke som mig. Jeg kan ikke høre noget fynsk i deres sprog, forklarer han.

Blo'ba' i O'ense
Noget af det første, der kommer til at uddø, bliver de karakteristiske bløde d'er. Det er for eksempel de bløde fynske d'er som i blo'ba' og O'ense, som en fynbo ville udtale blodbad i Odense.

Fynsk er fint

- Det første, der forsvinder er det, de andre griner af, og det er typisk de bløde d'er, man gør grin med, når man gør grin med fynsk.

Imidlertid er der noget, der måske kan bevares af dialekten.

- Der er håb om, at vores syngning overlever. Det viser sprogforskningen, lyder det fra Anders W. Berthelsen.

Som fynbo med en tydelig dialekt, har han altid drømt om at lave en samlet fremstilling af det fynske sprog. Ifølge ham var fynsk et helt sprog med dets egen grammatik, og det er allerede forsvundet:

- Det forsvinder mere og mere for hver generation. Det er lige som i dyreverdenen. Når noget er ved at uddø, begynder vi at værne om det.

Rigsdansk giver ingen lokal identitet
Han mener, at der vil gå noget tabt, når vi alle begynder at tale det samme dansk fra Gedser til Skagen.

-Dialekterne er med til at give os identitet og lokalfølelse. Når de forsvinder bliver vi bare en stor masse, hvor man ikke kan høre, om folk er fra Sjælland, Fyn eller Jylland.

 

Interview med forfatteren til Fynsk så det synger - en guide til Danmarks mest lejfige dialekt, Anders W. Berthelsen

 

Oversigt

    Oversigt