Borgmester: Politibeskyttelse gælder 24 timer i døgnet

Ifølge Peter Rahbæk Juel passer politiet på ham døgnet rundt. Han vælger at følge politiets vurderinger, siger han.

Bandesituationen i Odense har fået Fyns Politi til at opgradere sikkerheden omkring Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), der midlertidigt har fået politibeskyttelse.

- Det betyder, at der bliver passet på mig i døgnets 24 timer, siger Peter Rahbæk Juel til TV 2/FYN.

- Det er lidt en ny situation, men jeg har tillid og er tryg ved politiet og deres vurderinger, som jeg vælger at følge, forklarer han. 

Politiinspektør: Derfor beskytter vi borgmesteren

Politibeskyttelsen sker i forlængelse af en episode i sidste uge, hvor borgmesteren blev omringet af en gruppe fra Black Army på en tankstation på Nyborgvej i Odense.

Her nægtede han at give hånd til gruppens medlemmer. Det er netop den episode, der har ført til politibeskyttelsen, meddeler politiet. 

- Fyns Politi har besluttet midlertidigt at opgradere sikkerheden omkring Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel. Baggrunden er dels den aktuelle bandesituation i Odense, og dels at borgmesteren torsdag aften i sidste uge blev intimideret af en gruppe fra Black Army på en tankstation på Nyborgvej i Odense – en helt uacceptabel adfærd, siger chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj fra Fyns Politi. 

Stå fast over for kriminelle bander

Borgmesteren har ikke planer om at ændre måden, han lever på, fordi han nu har politibeskyttelse døgnet rundt.

Han understreger, at det er vigtigt at stå fast over for byens kriminelle bander.

- Det bestyrker mig i, at vi har et kriminelt fællesskab her i byen i banderne Black Army og Hell’s Angels, som prøver på at ændre måden, vores by fungerer på, siger Peter Rahbæk Juel. 

Oversigt

    Oversigt