Letbane-strid sætter valgkamp på skinner

Partiet Venstre i Odense Byråd sagde mandag klart nej til etape 2 af byens kommende letbane. Men tidspunktet for udmeldingen var langt fra tilfældigt, mener TV2/FYNs politiske kommentator.

Partiet Venstre har tidligere bakket op om, at Odenses letbane skal udbygges med en etape 2, og partiet har været med til at afsætte penge til udbygningen i budgetforliget 2016. Men mandag meldte Jane Jegind ud, at Venstre nu er imod en udbygning af letbanen med en etape 2.

Og at den udmelding kommer netop på dagen, hvor Peter Rahbæk Juel for første gang kunne sætte sig i borgmesterstolen, det et næppe tilfældigt, mener TV2/FYNs politiske kommentator Jesper Buch.

- Det er på igen måde tilfældigt. Det er med fuldt overlæg. Mandag var  Peter Rahbæk Juels første dag som borgmester, og han havde rampelyset for sig selv, lige indtil Venstre kom med denne udmelding. Det er rigtigt godt spin fra Venstres side, siger TV2/FYNs politiske kommentator Jesper Buch.

Ikke første gang Venstre siger fra

Det er ikke første gang, at Venstre i Odense lægger sig ud med de andre partier i Odense Byråd. I 2011 sprang Venstre fra et kulturforlig med Socialdemokraterne, Konservative og SF om at bruge i alt 80 millioner kroner ekstra til Musik- og Teaterhuset Odeon i Odense.

Og op til kommunalvalget i 2013 kæmpede Venstre som det eneste parti imod en lukning af Thomas B. Thrigesgade  - selvom partiet et par år tidligere havde bakket op om den store byomdannelse.

- Det her ligner et nyt forsøg på at sætte en ny dagsorden, altså en gentagelse af valgkampen i 2013. Dengang Venstre sagde nej til Thomas B. Thrigesgade-projektet. Nu siger de altså nej til letbanens etape 2. Ved sidste kommunalvalg fik Venstre et rigtigt godt valg. Venstre gik fra tre til otte mandater i Odense Byråd, og der var ikke nogen tvivl. at det skyldtes modstanden mod  Thomas B. Thrigesgade-projektet, siger TV2/FYNs politiske kommentator Jesper Buch.

 

 

Oversigt

    Oversigt