Mangel på arbejdskraft: Ledige skal bygge robotter

Et nyt samarbejde mellem robotvirksomheder, erhvervsskoler, jobcenteret og Odense Kommune skal gøre faglærte og ufaglærte klar til robotindustrien

For 36-årige Franz Weigt er en drøm gået i opfyldelse. Efter flere år som AV-tekniker i musikbranchen, og med en uddannelse som industritekniker, er han nu ansat i en prøveperiode hos Universal Robots.

quote Det er en hel ny verden, og virkelig spændende. Man er jo helt med fremme, der hvor det virkelig sker

Franz Weigt, i praktik hos Universal Robots

Han er den første af 17 kandidater, der nu er kommet i job i robotindustrien. Det sker efter bare 18 dage som ledig.

- Teknik har altid interesseret mig, og især robotteknologien går utrolig hurtigt. Det er sjovt og utrolig spændende at være med til at udvikle noget til fremtiden, siger han. 

De største robotvirkomheder er gået sammen med Jobcenteret, erhvervsskolerne og Odense Kommune foruden Region Syddanmark for at screene de ledige, primært indenfor metalindustrien.

Speedating med virksomheder

Ved at finkæmme deres CV har Jobcenteret og a-kasserne fundet 17 kandidater, som har sagt ja til en speedating med virksomhederne.

De har mødtes i Forskerparken til en tre minutters præsentation, hvor kandidaterne har mødt ni virksomheder med 14 praktikpladser klar.

-Det var en virkelig effektiv og kort proces, og der var rig mulighed for at møde flere virksomheder på utrolig kort tid. Det er en fin måde at gøre det på, for de kunne se, hvem jeg er, siger Franz Weigt

Satsningen er en del af Robotakademiet, som Odense Robotics og Odense Kommune står bag. Ideen er både at få ledige i arbejde og samtidigt sikre at virksomhederne får den kvalificerede arbejdskraft, de har brug for.

Mangel på arbejdskraft

Nye tal viser at robotvirksomhederne har fået sværere ved at tiltrække den arbejdskraft, de har brug for. Det gælder både indenfor el, it,  programmering, svejsning og lager.

I 2015 mente 70 procent af virksomhederne, at manglen på kvalificeret arbejdskraft var det største problem. I 2016 var det tal vokset til 80 procent. Det viser den analyse, Udvikling Fyn og Odense Robotics har fået lavet.

På Odense Robotics nye jobportal er det lige nu 44 ledige stillinger slået op.

Odense Kommune er med i samarbejdet om at få ledige, primært fra metalindustrien, i arbejde i robotindustrien. Foto: Morten Grundholm

Match med virksomheden

Samarbejdet betyder flere målrettede forløb mod ledige ufaglærte og faglærte og at ledige nemmere bliver matchet direkte med en virksomhed eller finder den uddannelse, de får behov for i forhold  til robotindustrien.

13 ud af de 17 kandidater er gået videre til yderligere afklaring hos virksomhederne. Syv af dem med et direkte match og en aftale om praktik efter de er blevet opkvalificeret på et kortere kursus. 

Seks skal tale videre med virksomhederne og fire af dem er ikke gået videre i forløbet.

Franz Weigt er begejstret for arbejdet på Universal Robots, selvom han skal lære alting fra  bunden.

-Det har været rigtig fint, de har taget rigtig godt imod mig. Der er er en meget postiv ånd og utroligt rare mennesker. Det har været en pæn og smertefri intro til det hele. Man starter fra bunden og lærer alt det grundlæggende om produkterne, siger han

Han har sukket efter et brancheskifte og håber på, at praktikken bliver til et fast job på sigt.

Tager imod med kyshånd

51-årige Susanne Sund har fået en aftale med Gibotech. Hun skal opkvalificeres indenfor el på Syddansk Erhvervsskole og så venter en praktikplads.

Hendes tre minutters speedating gik over forventning, da hun blev ringet op af virksomheden.

- Det er ikke overvældende meget tid, når man skal lære hinanden at kende. Jeg blev overrasket, da de henvendte sig igen, og jeg synes det er en rigtig god ide.

Hun er udlært indenfor svagstrøm som elektronikfagtekniker, men har ikke været i arbejde indenfor sit fag de sidste otte år. Hun har haft forskellige vikarjobs og tager imod initiativet med kyshånd.

- Nu er jeg kommet i de måske egnede-kassen, før var jeg kasseret. Man bliver stemplet som arbejdsløs, det er ikke kun økonomisk, men det er også socialt. Man bliver en taber, man snakker ikke højt om det. Du føler dig ikke attraktiv og du har også sværere ved at finde en kæreste, siger hun.

Susanne Sund venter på at få afklaret sine kompetencer ude på Syddansk Erhvervsskole, og så kan hun komme igang med at montere eltavler.

- Jeg tager imod det her med kyshånd, for jeg vil bare gerne i arbejde, siger hun.

Oversigt

    Oversigt