Micki stjålet: Tricktyve stikker af med hund

Onsdag aften blev den to år gamle labrador/retriever Micki stjålet fra sin hjemadresse i Odense NV.

Hundejeren Rene Koertsen efterlyser sin to år gamle hund Micki på Facebook. Onsdag aften klokken 19 er den blevet stjålet fra hjemmet i Odense NV.

Tre personer får hjælp af Rene Koertsen til at finde deres egen forsvundne hund. Kort tid efter, at Rene Koertsen har ladet en af kvinderne benytte sit toilet, forlader han sit hjem for at hjælpe med at lede. 

10 minutter senere er både de tre personer og hunden Micki forsvundet.

- Da jeg kommer tilbage, ser jeg, at min låge er brækket op og min hund er væk. Det er de tre mennesker også. Så kan jeg godt lægge to og to sammen. Jeg tror ikke på, de har haft en hund. Det er det, jeg synes, er så forkastligt. De har 100 procent vidst, hvad de ville. Det er jeg overbevist om, fortæller Rene Koertsen til TV 2/FYN.

Rene Koertsen kan kun give signalement af to af personerne. Han vurderer kvinden til at være mellem 35 og 50 år. Hun har langt mørkt hår opsat i hestehale. Manden er næsten skaldet og iført hættetrøje. Begge tyve taler dansk. De forlader adressen i Odense i en grå eller mørk stationcar.

Tyveriet fandt sted på Stentevangen i Korup.

Micki er chippet, og tyveriet er meldt til politiet.

Rene Koertsen mistede sidste år ved samme tid en golden retriever der lød navnet Billy. Den var tæt på syv år gammel, da den selv stak af.

Billy er ikke set siden, oplyser Rene Koertsen til TV 2/FYN.

 

Oversigt

    Oversigt