- Det skal plejes og passes, det er vidst det eneste, man kan. Rigtig god jord, vand hver dag og masser af gødning og kompost og den slags, siger Carsten Møller Nielsen, om hemmeligheden bag det kæmpegræskar, han har brugt mange timer på forud for DM, der afholdes i Tivoli i København lørdag.
Carsten forsikrer, at det er et tungt græskar at løfte, og han ikke er skuffet over resultatet.
- Sommeren må have været god nok alligevel. Det var ellers både koldt, blæsende og regnfuldt, men vi fik alligevel lidt varme her i august måned. Der var faktisk nogle dage, hvor det voksede fem-seks kilo om dagen, så det er da helt godt, siger Carsten Møller Nielsen.
Håber på topplacering
De græskar, der deltager i konkurrencen lørdag i Tivoli, vejer alle langt over 100 kilo.
Men præcis hvor meget gods der er i Carstens græskar, vil han ikke ud med.
- Nej, så vil det jo tage spændingen, men jeg kan da afsløre, at det er et pænt stykke over fruevægt. Det er længe siden, det passerede det. Man skal i hvert fald være fire mand om at bære det, siger Carsten Møller Nielsen.
Om det er stort eller tungt nok til at tage DM-titlen, må tiden vise.
- Jeg tror ikke, jeg vinder, men det kunne da være sjovt. Men ellers kunne en anden eller tredjeplads også være sjovt.
Gener er hemmeligheden
Det er ikke bare gjort med vand og solskin, hvis man vil have de orange kæmper store nok til at nå medaljepotentiale.
Derfor er Carsten Møller Nielsens græskar et resultat af hunblomsterne fra et tidligere europamester-græskar på over 500 kilo og en tidligere danmarksmester, han ikke husker den præcise vægt på..
- Man kan ikke bare købe en pose frø nede i trælasten og tro, at det bliver stort. Man skal have nogle rigtig gode gener, siger Carsten Møller Nielsen.
Rekorden for danmarks største græskar går tilbage til 2008, hvor kampvægten løb helt op i 335 kilo.