Elfærge stadig usikker: Forventer Ellens erstatning er klar til sejlads mandag
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Siden tirsdag har elfærgen Ellen været ude af drift efter en kraftig røgudvikling i et af færgens batterirum. Færgen Skjoldnæs, der normalt sejler mellem Ærø og Faaborg, forventes også at sejle elfærgens rute fra næste uge.
Snart er der igen færgefart mellem Als og Ærø.
Ærøfærgerne forventes nemlig at indsætte færgen Skjoldnæs på elfærgens rute mellem Søby på Ærø og Als fra mandag næste uge.
Det oplyser Ærøfærgernes økonomichef, Thomas Norrild, til TV 2 Fyn.
- Det er meget højsæson lige nu, så vi arbejder intenst på få ruten etableret igen her i sommerferien. Vi er ved at få udarbejdet en helt konkret sejlplan, så vi kan få vores passagerer over Fynshav, siger Thomas Norrild.
- Vi forventer, at det kommer til at ske på mandag.
Kommunalpolitikerne i Ærø Kommune besluttede enstemmigt at indsætte færgen Skjoldnæs på ruten mellem Als og Ærø efter problemerne med elfærgen Ellen.
Færgen Skjoldnæs, der i forvejen sejler mellem Ærø og Faaborg, skal derfor sejle mellem Ærø og Als i såkaldt v-sejlads mellem disse to ruter, indtil Ellen kan genoptage sejladsen for ærøboer og gæster igen.
- Det er vigtigt for os at kunne opretholde begge ruter og ikke mindst kunne give de gæster, der kommer fra Sønderjylland og Nordtyskland, muligheden for at komme den direkte vej, lød det fra Ærøs borgmester Peter Hansted (S).
Tirsdag var der nemlig kraftig røgudvikling ombord på "Ellen", da der gik ild i et af færgens batterirum efter at have lagt fra kaj i Søby.
Sejlads med færgen, der udelukkende er eldreven, har derfor indstillet sejladsen siden da, mens undersøgelser stadig pågår.
- Vi arbejder så hurtigt, vi kan
Samlet set bliver der generelt færre ture, når den ene færge skal betjene begge ruter. Her skal Skjoldnæs efter planen sejle fire afgange fra Fynshav samt tre afgange fra Faaborg i døgnet, lyder det.
- Der bliver færre afgange, men det kan ikke være anderledes. Det er som udgangspunkt den mest optimale løsning, siger økonomichefen.
Færgen Skjoldnæs har hele tiden været tiltænkt som backup til elfærgen, i tilfælde af at den - ligesom nu - skulle være ude af drift over en længere periode, uddyber Norrild.
Færgelejet på Als skal derfor omlægges i løbet af ugen. Her vil omlægningen beløbe sig til omkring 600.000 kroner - på Ærø Kommunes regning.
- Vi er endnu ikke gået i gang med omlægningen endnu, men omlægningen starter inden for de kommende dage. Vi arbejder så hurtigt, vi kan, men der er ingen tvivl om, at der er sommerferie lige nu.
Projektleder Bo Jørgensen fra Munck Havn og Anlæg fortæller til TV SYD, at omlægningen af færgelejet begynder, når blandet andet en mobilkran på 250 tons indfinder sig på Fynshav.
Det vil tage omkring tre dage at omlægge færgelejet, hvorefter Skjoldnæs skal ud på en prøvesejlads i bølgen blå, inden sin nye v-sejlads officielt kan sejles i gang.
Undersøgelser stadig i gang
Det er endnu uvist, hvornår den eldrevne færge igen kan optage sejladsen mellem Ærø og Als i stedet for Skjoldnæs.
- Status er, at hændelsen skal undersøges til bunds, og det tager noget tid. Det handler om at komme ind til sagens kerne. Det afhænger af, hvornår leverandøren har et klart billede af situationen, siger han.
Hvornår kan vi så forvente elfærgen Ellen kommer til at sejle igen?
- Det ville jeg ønske, at jeg kunne sige, siger Thomas Norrild.
Batterileverandøren Lelanché arbejder fortsat på at kortlægge årsagen til branden i batterirummet, lyder seneste melding.
Det skal munde ud i en rapport til Søfartsstyrelsen.
Ilden i batterirummet blev slukket af et automatisk skumslukningssystem. Færgens sikkerhedssystem har derfor virket som forventet, fortæller Thomas Norrild.
Meldingen fra rederiet rt indtil videre, at sejlads med elfærgen genoptages tidligst den 24. juli, men ifølge færgedirektør Keld Møller kan der gå endnu længere tid.
Rejsende opfordres til at orientere sig løbende på Ærøfærgernes hjemmeside.