Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Politikere indsætter anden færge på ruten mellem Ærø og Als

Kommunalpolitikerne i Ærø Kommune har fredag aften enstemmigt besluttet at indsætte færgen Skjoldnæs på ruten mellem Als og Ærø.

Det fortæller borgmester Peter Hansted (S) til Ritzau efter et ekstraordinært møde i kommunalbestyrelsen.

- Vi omlægger hurtigst muligt færgelejet på Als, så det kan modtage færgen Skjoldnæs, der nu har ruten mellem Ærø og Faaborg, siger han.

Samlet set bliver der færre ture, når den ene færge skal betjene begge ruter. Alligevel er det den i situationen bedste løsning, mener borgmesteren.

- Vi forsøger at dække så mange behov som muligt for transport og varer og turister, der skal fra Als til Ærø, siger han.

Det betyder, at færgelejet på Als skal omlægges. Det vil beløbe sig til omkring 600.000 kroner.

- Færgedirektøren har været i kontakt med de virksomheder, som har installeret mekanismen, og vi håber, at de kan komme i gang hurtigst muligt, siger Peter Hansted.

Tirsdag var der røgudvikling om bord på "Ellen", og undersøgelser har vist, at der var udbrudt brand i batterirummet.

Eksperter fra batterileverandøren arbejder nu på at kortlægge, hvad der udløste branden.