Indbrudstyvene har som hvert år ekstra travlt i juletiden. Mens du klipper julehjerter, spiser æbleskiver eller pakker gaver op, bryder tyvene ind og tømmer dit hjem for værdier.
Det skete for 105 fynboer sidste år. Det viser tal fra Fyns Politi, som TV 2/Fyn har fået aktindsigt i.
Fra den 20. december til den 3. januar registrerer Rigspolitiet de anmeldte indbrud som såkaldte juleindbrud, hvor man har en formodning om, at indbruddet er fundet sted hen over julen.
Her blev indbruddene begået
61 af indbruddene sidste år blev begået juleaften, juledag og anden juledag.
Kan du ikke se kortet? Klik her.
Data er trukket via politiets database. Husnumre er ikke registreret, og man kan derfor ikke forvente, at markøren er placeret præcis ved det hjem, der har haft indbrud. Fire indbrud er på grund af persondatalovgivningen ikke en del af kortet, da Fyns Politi har vurderet, at hjemmene kan identificeres.
Tre indbrud på Birkelunden
Nogle af dem, der indgår i politiets statistik, er Niels Kristian Skov og hans hustru Lise Nytofte Skov. Den 21. december sidste år havde de og to andre hjem på Birkelunden på Thurø indbrud.
Tyven havde med sit koben netop brækket stuevinduet op og gået rundt i hjemmet, da Lise Nytofte Skov kom hjem. Tyven forsvandt ud af havedøren, inden vedkommende nåede at få noget med sig.
Så heldige var ægteparrets naboer dog ikke. Her nåede tyven, der formentlig er den samme, at stjæle flere smykker.