Professor i miljømedicin, Phillipe Grandjean, fra Syddansk Universitet er alvorligt bekymret for fundene af pesticidet desphenyl-chloridazon hos ti fynske vandværker.
Det er vores tillid til vores drikkevand, der er på spil, mener han.
- Vi har jo aftalt for mange år siden, at der ikke må være pesticider i vores drikkevand. Derfor satte vi en grænse, der er så lav, at man dårligt nok kunne måle det dengang. Men nu finder vi så, at vi ikke kan overholde den regel, vi har aftalt med os selv. Og det finder jeg meget betænkeligt, siger Phillipe Grandjean.
De her stoffer er simpelthen ikke undersøgt til bunds. Vi ved ikke, om de er hormonforstyrrende, vi aner ikke, om de kan skade hjernens udvikling hos børn. Derfor er der faktisk ingen inden for det her fagområde, der er i stand til at sætte en troværdig grænseværdi.
Vi mangler viden
Men koncentrationerne, man har målt hos vandværkerne af det her pesticid, ligger jo stadig langt under den sundhedsskadelige grænse. Ifølge myndighederne skal en voksen indtage 240 mikrogram pr. liter for at blive syg. Grænseværdien for, hvornår et vandværk har for meget pesticid i vandet er 0,1 mikrogram pr. liter. Hvis vi ikke bliver syge af det. Hvorfor er det så et problem?
- Den sundhedsskadelige grænse, vi har i dag er meget teoretisk. De her stoffer er simpelthen ikke undersøgt til bunds for, hvad de måtte have af skadelige effekter på sundheden. Vi ved ikke, om de er hormonforstyrrende, vi aner ikke, om de kan skade hjernens udvikling hos børn. Og derfor er der faktisk ingen inden for det her fagområde, der er i stand til at sætte en troværdig grænseværdi.
Phillipe Grandjean mener, vi kan vælge at gå to veje nu.
- Enten bestemmer vi os for at overholde de grænseværdier, vi nu engang har fastsat. Det vil sige, vi gør hvad der skal til for at holde vores drikkevand rent. Eller også må vi lave nogle konkrete risikovurderinger på det her stof. Og det kræver så, at der bliver lavet en masse undersøgelser og forsøg, så der virkelig bliver klarhed over, hvor sundhedsfarlige de her stoffer er. For det ved vi faktisk ikke i dag, siger professoren.