Torsdag aften går Storebæltsbroen i gult. Der er nemlig præcis én måned til, at Tour de France kommer til Nyborg.
Det fejrer Sund og Bælt ved at lyse broens pyloner op med gule lamper fra klokken 22 til klokken 4 om natten.
Udover at byde touren velkommen, skal det også gøre bilisterne opmærksomme på cykelløbet. Broen lukker nemlig i nogle timer, når rytterne skal passere.
- Storebæltsbroen er en vigtig livsnerve for trafikken på tværs af Danmark, og derfor gør vi et stort arbejde for at informere vores kunder om, at forbindelsen vil være lukket i fem timer, når Tour de France passerer broen 2. juli. Her vil de lysende gule pyloner indgå som en meget synlig påmindelse til bilisterne, siger kommunikationschef i Sund & Bælt, Lene Gebauer Thomsen, i en pressemeddelelse.
Maler byen gul
Broen vil være oplyst af de gule lamper alle nætter i weekenderne og i ugen op til cykelløbet, som afholdes i Danmark den 1til 3. juli. Men det er en ny ting, at broen kan lyses op i forskellige farver.
I starten af april skulle de 385 lamper på broen alligevel udskiftes, og her tilkøbte man muligheden for farvet lys, så det blandt andet var muligt at markere Tour de France.
Det er ikke kun på Storebæltsbroen, der forbereder sig til verdens største cykelløb. I Nyborg er de i fuld gang med at male byen gul.
Byen bliver udsmykket med gule cykler og bænke, og gartneriet Rosa Danica passer og plejer de 5.000 potter med gule roser, der skal pynte ruten.
Det hele skal stå klar, når rytterne kører den anden etape den 2. juli. Rytterne starter i Roskilde og slutter i Nyborg.