84-årige Bent vaccineret: Nu kan min familie komme på besøg

Hundredvis af plejehjemsbeboere i Assens Kommune bliver vaccineret torsdag. Bent Vest glæder sig til mere tid med familien. 

320 ældre borgere på ti plejehjem i Assens Kommune bliver torsdag vaccineret.

En af dem er Bent Vest, der bor på boenheden Kildebakken i Vissenbjerg. Han glæder sig over at få vaccinen, og at det gik fint torsdag morgen. 

- Jeg kan ikke mærke noget, siger Bent Vest, der er født i nabobyen Skallebølle.  

Han glæder sig til, at familien bedre kan besøge ham, når de ved, han er vaccineret. 

- Min søn er bange for, at han skal komme med smitten. Nu er jeg blevet vaccineret, så min familie er glad ved, at de kan komme herop, uden at jeg bliver smittet, fortæller Bent Vest. 

Ældrechef: Vi er yderst påpasselige

De fleste ældre beboere har takket ja til tilbuddet om vaccination. Nogle få har takket nej. 

Det gælder også boenheden Kildebakken i Vissenbjerg, hvor TV 2 Fyns reporter ikke fik lov til at kigge indenfor, da de ældre fik vaccinen.

- Vi er yderst påpasselige med at omgås hinanden. Det er også derfor, vi står udenfor. Vi skærmer vores beboere mest muligt, siger Signe Lunn Walls, der er leder af Ældre og Sundhed i Assens Kommune.

Alle beboere på landets plejehjem forventes vaccineret senest fredag. Det er de lokale praktiserende læger, der vaccinerer de ældre. 

- Vi er yderst påpasselige med at omgås hinanden. Det er også derfor, vi står udenfor. Vi skærmer vores beboere mest muligt, siger Signe Lunn Walls, der er leder af Ældre og Sundhed i Assens Kommune.
Fotograf: Fotograf: Ole Holbech Redigering: Ole Holbech

Læge: Beboerne føler sig trygge

Thomas Kanstrup, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation, PLO, i Assens, har arbejdet som praktiserende læge i Vissenbjerg de seneste ti år.

Ifølge ham giver det god mening, at de lokale læger håndterer opgaven med vaccinationerne. 

- Det giver en tryghed for beboerne. Vi kommer herover en gang om ugen, så de kender os i forvejen, og vi kender dem, siger Thomas Kanstrup.

Han håber, at den normale hverdag kommer tilbage på Kildebakken og plejehjemmene i Assens Kommune omkring påske. Plejehjemmene er fortsat underlagt alle de restriktioner, der gælder i hele landet, selv om beboerne er blevet vaccineret. 

Mindst 100 medarbejdere i sundhedsvæsenet i Assens bliver også vaccineret torsdag. I alt var der 11.771 mennesker, der onsdag var blevet vaccineret i Region Syddanmark. 

- Det giver en tryghed for beboerne. Vi kommer herover en gang om ugen, så de kender os i forvejen, og vi kender dem, siger Thomas Kanstrup, praktiserende læge i Vissenbjerg.
Fotograf: Fotograf: Ole Holbech Redigering: Ole Holbech

Oversigt

    Oversigt