muted

Kampen for mad på bordet

Maria har ikke råd til mad. Nu handler hun hos De Gule Hjælpere

Maria Hansen får ordentlig mad på bordet til hende og datteren ved at handle i en særlig butik. Den er drevet af De Gule Hjælpere, der bekæmper madspild. Hver dag samler de to tons mad ind, der ikke længere kan sælges i de almindelige supermarkeder.

quote Det er et need for at overleve som alenemor

Maria Hansen

Allerede før butikken skal åbne klokken 18, står de første tyve kunder i kø ude på gaden.

I regnvejr.

Men det er ikke mange, der har det godt med et kamera i nærheden. For en stor del af dem har det svært økonomisk og har ikke lyst til at vise, at de står i kø foran De gule hjælperes butik.

Maria Hansen vil gerne lade os følge hende på indkøb. Hun håber at få en del brugbare madvarer med hjem i indkøbsnettene.

muted

Betal før du handler

Pris: 25 kroner

Maria Hansen bliver registreret som kunde. Hun er en af de 59 kunder, der har meldt deres ankomst i butikken i dag.

Maria er helt åben om sin situation, hvor det kan være svært at købe de madvarer, hun gerne vil.

Hun er på sygedagpenge og i udredning til fleksjob. To diagnoser med PTSD og ADHD gør hverdagen udfordrende.

Hun er alene med sin datter, der også er diagnosticeret med ADHD.

Og i samarbejde med sin søster passer hun og laver mad til deres far, der lider af Parkinsons.

 

 

muted

Frivillig indsats

Gilbert og Kristina henter to tons mad

65 frivillige udfører arbejdet med at hente frasorteret mad fra 14 fynske butikker. Hver dag. Hele ugen. Også til jul.

Ti timer tidligere mødes morgenfriske Gilbert Rønhave og Kristina Vestergaard Hansen foran den samme forretning, der bliver drevet af foreningen De Gule Hjælpere / Foreningen Ringgården.

De skal ud at køre morgenturen, hvor der skal hentes mad til butikken.

Den store kummefryser i varevognen bliver kontrolleret. Den skal holde en forsvarlig temperatur uden at være tilsluttet strøm under køreturen, så den skal være så kold som muligt fra starten af.

Den er minus 38,4 grader.

 

Det er ellers ikke svært for dem at fylde tiden ud, for de har begge to jobs at passe i hverdagen.

Gilbert Rønhave er i fleksjob som ejendomsservicetekniker, og Kristina Vestergaard Hansen har fast rengøringsjob og en handicappet søn.

Alligevel er de begge enige om, at det er vigtigt for dem at udføre det frivillige arbejde med at hente mad til foreningens butik.

- Hvis jeg kunne leve af frivilligt arbejde, så gjorde jeg det. Jeg kører primært, men en gang imellem er jeg i forretningen om aftenen, når kunderne kommer og ser, hvor glade de er. Det giver lysten til meget mere, siger Gilbert Rønhave.

Og Kristina Vestergaard Hansen er helt enig. Hun føler sig dybt berørt af de mange mennesker, der ikke har penge nok til at købe ordentlig mad.

- Jeg får så meget ud af det. Det er noget, der varmer. Jeg ville bare ønske, vi kunne nå ud til dem, der ikke har jordens mønt, som ikke har en bøjet 50-øre, siger hun.

Men de gør deres indsats og samler så meget mad ind, de kan nå. Og så meget, der kan være i den gule varevogn. Fra butik til butik.

 
muted

Styret indkøb

Du må tage én skummetmælk

I denne butik får man udleveret to kurve. Én til frugt og grønt, og én til brød og kød.

Maria Hansen står i venteposition ved frugt- og grøntafdelingen. 

I hver afdeling står en hjælper klar og fortæller, hvor meget, man må tage i dag.

Det skifter fra gang til gang, afhængigt af hvor mange varer, der er blevet samlet ind. Og hvor mange af foreningens medlemmer, der har tilmeldt sig aftenens indkøb.

De Gule Hjælpere Foreningen Ringgaard har 350 medlemmer, der alle har en interesse i at bekæmpe madspild og få mulighed for at købe varer, de ellers ikke ville have råd til.

I aften har 59 medlemmer meldt deres ankomst.

Her kan du se, hvordan Maria Hansen bliver guidet rundt i butikken.

 

Maria Hansen har været medlem i cirka et halvt år. 

Før da opsøgte hun affaldscontainere uden for supermarkederne.

- Så kørte vi ud om aftenen. Jeg kan bare ikke gøre det så tit, fordi jeg er alene. Så kigger vi i containerne, hvad der af varer. Og så tager vi det med og ordner det.

Men nu har hun ikke brug for det mere.

Hun betaler 50 kroner hver tredje måned for at bevare medlemskabet af De Gule Hjælpere Foreningen Ringgaard. Og 25 kroner for et indkøb.

 

 

muted

Maden kommer fra Aldi

Støtter op om De Gule Hjælpere

Discountkæden Aldi har valgt at bakke op om De Gule Hjælpere med et formaliseret samarbejde.

Som den eneste supermarkedskæde i Danmark, er Aldi gået ind i et samarbejde med De Gule Hjælpere / Foreningen Ringgaard for at bekæmpe madspild.

Butikschef Lars Andersen fra Aldi i Korup har det fint med at læsse kassevis af madvarer ud af døren hver formiddag, når De Gule Hjælpere kommer forbi.

 

- Det er alle tiders. Det går til et godt formål i stedet for at ryge i skrald. Hvis der er ét dårligt æble i en pakke, så smider vi jo hele pakken ud. Men nu er der nogle andre, der kan bruge det. Og det er en god ting, siger han.

De Gule Hjælpere / Foreningen Ringgaard har en aftale med 14 af Aldi-butikkerne på Fyn. Der er ganske vist flere butikker, men ifølge foreningens stifter, Lars Stjernegaard, kan de frivillige ganske enkelt ikke nå at hente mad flere steder.

 

muted

Forening med stram økonomi

Biler og frysere

Alene strømregningen er på 15.000 kroner. I kvartalet.

Man skulle tro, det var en god forretning.

At få maden foræret fra Aldi, og sælge en indkøbstur i foreningens egen butik for 25 kroner. Men udgifterne står i kø. 

Foreningens frivillige er afhængige af, at de to varevogne kan køre hver eneste dag.

Lige nu virker sprinklerdyserne ikke på den gule Volkswagen, som foreningen har leaset. Men der er ikke tid til, at den kommer på værksted. 

Så i løbet af køreturen må Gilbert Rønhave rengøre forruden med en sprayflaske med almindelig glasrens.

- For et år siden, stod motoren af. Vi skulle have motoren helt renoveret. Det tog tre måneder og kostede 50.000 kroner. Så det er en stor post med vedligeholdelse af biler, fortæller han.

Og foreningens formand kan supplere med andre udgiftsposter, der kan få de fleste foreningsmennesker til at tabe kæben.

- Den største udgift vi har, er til alle vores frysere, så vi kan fryse kødet ned. Vi bruger mellem 15.000 og 17.000 kroner i kvartalet på strøm.

 

muted

Håb om at kunne udvide

Skræmt over hvor mange, der har brug for hjælp

Lars Stjernegaard startede med selv at hente overskudsmad i Jylland til trængte mennesker på Fyn. Nu håber han at foreningen kan udvide og hjælpe endnu flere.

For Lars Stjernegaard er det blevet hverdag sammen med hustruen Tina at koordinere frivillige hjælpere.

Selv har han fast job ved siden af, men han regner ikke så meget på, hvor mange timer der går omkring den gamle bagerforretning i Tommerup.

For ham handler det om at bekæmpe madspild og hjælpe dem, der har brug for det.

 

- I det danske samfund i dag er det egentlig skræmmende, at der er behov for det. Når man betaler skatter og afgifter. Men med alt det mad, der bliver smidt ud, så er det jo egentlig en god ting, at det kan køre her igennem og mætte nogle munde.

For få år siden hørte Lars om Foreningen Ringgaard i Vojens, som lavede et tilsvarende stykke arbejde med indsamling af mad. 

Han kørte til Vojens en gang imellem for at hente mad til nogle få trængte mennesker på Fyn, men efterhånden meldte flere sig og spurgte, om de også kunne købe noget af overskudsmaden.

Det gav ham og hustruen Tina startskuddet til at etablere en selvstændig afdeling af Foreningen Ringggaard.

I dag er der ca. 65 aktive frivillige, der skiftes til at møde ind hver dag, indsamle mad og til at sortere varerne, der kommer hjem til butikken. Noget skal fryses ned og noget skal smides ud. Butikken skal gøres ren, og medlemmerne skal betjenes, når der er åbent tre gange om ugen.

Og så skal der lige holdes styr på hygiejne og temperaturer, så man forhåbentlig kan få den fjerde smiley i træk fra Fødevarestyrelsen.

Foreningen har meldt sig selv til konkurrencen Fantastiske Fællesskaber, hvor de håber at vinde 100.000 kroner.

muted

Røverkøb

Varer for 7-800 kroner

Maria kan gå hjem med fyldte kurve.

Maria Hansen er færdig med sin indkøbstur i De Gule Hjælperes butik og trækker to fyldte kurve efter sig.

Indkøbet har kostet hende 25 kroner, som hun lagde ved indgangen.

Mens hun pakker varerne over i sine egne indkøbsnet, gør hun op, hvad indkøbet betyder for hende og datteren.

 

- Der er selvfølgelig basisting som toiletpapir og opvaskemiddel, jeg ikke får her. det skal jeg selv ud at købe. Men her er der varer for 7-800 kroner.

Desuden er hun glad for at høre, at De Gule Hjælpere er tilmeldt konkurrencen Fantastiske Fællesskaber.

- Der er nogle mennesker hernede, der gør en kæmpe indsats. De kommer her frivilligt hver dag. Og det er et godt fællesskab. Hvad eneten folk kommer her af økonomiske grunde eller for at bekæmpe madspild.

Hun kommer helt sikkert igen. 

Fantastiske Fællesskaber

 
 

Journalist og fotograf: Christoffer Laubel