Nu udtaler statsminister sig om fatal arbejdsulykke
Arbejdsulykken ved Flemløse Biogas, der kostede tre udenlandske arbejdere livet, har fået statsminister Mette Frederiksen (S) til tasterne.
I opslag på både Facebook og Instagram kalder hun sagen for “dybt, dybt tragisk”.
- Desværre er udenlandsk arbejdskraft overrepræsenteret i statistikkerne, når det kommer til arbejdsrelaterede dødsulykker - særligt i byggebranchen. Vi har brug for ordnede forhold - både i forhold til løn, men det skal også gælde ift. sikkerheden.
Fyns Politi efterforsker årsagen til, at en silos tag pludselig styrtede sammen, mens det var ved at blive støbt. Svaret kendes ikke endnu.
- Det kan ikke være med livet som indsats, når man går på arbejde, fastslår statsministeren i sit opslag.
Beskæftigelsesministeren, Ane Halsboe-Jørgensen (S) har bedt om en redegørelse om ulykken.