Storm afslører skunk-laboratorium
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Et stort skunklaboratorium er afsløret, efter at det kraftige stormvejr rev en træplade løs fra et tillukket vindue.
En nabo til et hus på Søndersøvej i Assens Kommune opdagede i dag et skunklaboratorium, da han så, at en træplade havde revet sig af et tillukket vindue. Da han kom hen til huset kunne han konstatere, at der bag træpladen gemte sig omkring 1100 skunkplanter.
- Vi har anholdt en 41-årig mand fra Odense, og han bliver sigtet, siger vagtchefen hos Fyns Politi, Lars Thede.
Energi Fyn har også været forbi huset, da det viste sig, at der også er tale om strømtyveri.
- Det kræver meget lys og strøm at dyrke skunk, og i den type sager ser vi rigtig ofte, at de hiver strøm uden om elmåleren, siger Lars Thede.