Nægter at være skrivebordsminister: - En hjemløs greb fat i mig

Mai Mercado føler aldrig, at hun har tid nok, når hun bevæger sig uden for Christiansborg for at tale med folk, der hverken er politikere eller embedsfolk.

Den 36-årige, fynskvalgte børne- og socialminister Mai Mercado (K) bor på Frederiksberg med sin mand og to små børn og har kontor i ministeriet, der ligger ved siden af Christiansborg i København. Men hun insisterer på, at hun langt de fleste mandage får lagt ind i sin travle kalender, at hun skal ud og tale med folk, der er langt fra både det mondæne Frederiksberg og den politiske verden.

- Jeg har jo sagt, at jeg ikke vil være en skrivebordsminister. Derfor siger jeg også til dem, der planlægger min kalender, at jeg vil ud. Jeg vil ud og opleve. Få at vide, hvad der rør sig. For eksempel, hvad rør sig blandt odenseanerne lige nu? Hvad er de optaget af? Hvad interesserer de sig for, spørger ministeren.

quote Jeg bliver meget grebet af de mennesker, jeg møder. Det, der generer mig mest, er, at jeg synes aldrig, at jeg har tid nok, når jeg kommer ud.

Mai Mercado, børne- og socialminister (K)

Det var mødet med en hjemløs, der i sin tid gjorde, at Mai Mercado valgte at gå ind i politik, og den dag i dag er det stadig de socialt udsatte, der har en særlig plads i Mai Mercados hjerte:

- Det, der driver mig, er at komme ud og møde mennesker, som er helt ude på kanten. Som er så langt væk fra et almindeligt trygt liv. Det er deres udsagn og deres ansigter, jeg ser for mig, når jeg falder i søvn om aftenen. Og det er det, der får mig til at køre på med fornyet energi. 

Korte besøg

Men når børne- og socialministeren er rundt for at tale med folk, er det ofte kun en halv til halvanden time, hun er hvert sted.

- Jeg bliver meget grebet af de mennesker, jeg møder. Det, der generer mig mest, er, at jeg synes aldrig, at jeg har tid nok, når jeg kommer ud, fortæller hun.

- Sidste torsdag var vi for eksempel forsinket hele tiden. Men det var, fordi hver eneste gang vi skulle et eller andet, så var der lige en hjemløs, der greb fat i mig, eller en eller anden der lige ville snakke. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at sige til folk, der er stærkt udsatte, at jeg ikke har tid til at lytte til dem. Så hovskisnovski kan jeg ikke være.

quote Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at sige til folk, der er stærkt udsatte, at jeg ikke har tid til at lytte til dem. Så hovskisnovski kan jeg ikke være.

Mai Mercado, børne- og socialminister (K)

Det hører med til jobbet som minister at tage ud og besøge forskellige institutioner og organisationer, som hører under deres ressort. Og måske netop derfor, bruger ministre i gennemsnit ni procent af deres arbejdstid på transport.

Men selvom Mai Mercado tager rundt og taler med folk for at få et indblik i den virkelighed, der eksisterer uden for Christansborg, så er hun altid omgivet af rådgivere og sekretærer.

- I starten skulle jeg lige indstille mig på, at der hele tiden er folk overalt. Jeg har altid været meget selvkørende og kommer fra et lille parti, hvor der ikke er de store personaleressourcer, så jeg har ikke været vant til at have folk, der har arbejdet så intenst så tæt på. Men det er en stor styrke, at jeg har folk med, når jeg er ude. Det gør, at jeg kan være mere nærværende over for dem, jeg besøger, og jeg har nogen at tale med om dagens besøg, fortæller Mai Mercado. 

Oversigt

    Oversigt