19. okt. 2022 kl. 19:56
Fyn
Privatfoto

185.000 sygehusinstrukser forarger:
  • Det var vildere, end jeg troede

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del

Rundt regnet 185.000 instrukser til adfærd og behandling af patienter i sundhedsvæsenet er for mange, mener konservativ folketingskandidat, der rejser debat om et opgør med det, han kalder en "cover my ass"-kultur.

185.000 instrukser, der kan fylde i omegnen af en million A4-ark, som i øvrigt hvert andet år skal opdateres. 

Et bureakrati og en "cover my ass"-kultur i sundhedsvæsenet, som den konservative folketingskandidat Joachim Hoffmann-Petersen bramfrit kalder det.

Han ønsker et opgør med papirvældet. 

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, er åben for en kritisk gennemgang af instrukserne.

Problematikken er også særligt udtalt i Region Syddanmark, der har 67.000 instrukser. Tallet i Region Sjælland er 42.800, i Midtjylland er der 46.983, Nordjylland tæller til 10.174. I Region Hovedstaden, hvor de for nyligt ryddede op, er antallet af instrukser landet på 17.526. 

Det er Joachim Hoffmann-Petersen selv, der har samlet tallene fra de fem regioner til en masteropgave, han er på nippet til at gå i gang med.

- Jeg havde en fordom allerede inden, jeg fik tal, men det var vildere, end jeg troede, fortæller Joachim Hoffmann-Petersen, der er overlæge på Odense Universitetshospital Svendborg.

- Der er instrukser, der er op til 50 sider lange, og det er læger og især sygeplejersker, der har brugt tid på at skrive dem alene eller sammen med andre. To år efter skal instruksen så opdateres igen, uddyber han.

Instrukser

En instruks for behandling og adfærd i sygehusvæsenet skal sikre, at det tilbud, en sundhedsfaglig virksomhed har til borgerne, er patientsikkerhedsmæssigt forsvarligt efter de gældende normer og i øvrigt lever op til gældende lovgivning.

Instrukserne omfatter:

– Retningslinjer for ansvars- og kompetencefordelingen mellem sundhedspersoner.
– Kliniske retningslinjer/vejledninger - det er systematisk udarbejdede anvisninger på, hvilke procedurer sundhedspersoner bør følge.
– Procedurer er patientrelaterede arbejdsgange og -processer i forbindelse med undersøgelse, behandling og pleje.

Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed

Instrukserne er skrevet for at kvalitetssikre behandling og adfærd i sundhedsvæsenet, men det har taget overhånd, mener Joachim Hoffmann-Petersen.

- Ingen har tid til at læse dem. Det er i øvrigt sådan, at vi på hvert hospital i vores region udarbejder vores egen instruks for eksempelvis, hvordan man udfylder en dødsattest, eller hvordan vi behandler en patient med diabetes. Den dybe tallerken ser åbenbart anderledes ud alt efter, om du abejder i Esbjerg eller i Svendborg, siger han. 

Han får opbakning fra Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, der er enig i, at regioner med fordel kan rydde op i skoven af instrukser og dele dem, der gælder for behandlingen af almene sygdomme.

- Der er utvivlsomt mange regler bundet op på papir. Der er nok også flere overlap. Derfor vil det give mening at få luget ud de steder, hvor der er dobbeltarbejde, siger Camilla Rathcke.

Der er dog instrukser bundet op på lokale forhold, der eksempelvis handler om hvem, man skal ringe til i tilfælde af brand, eller hvilken afdeling, der tager imod bestemte patienter.

- Derfor er det et tveægget sværd, men der er ikke meget samarbejder regionerne imellem, når det handler om instrukser, og der er retningslinjer, der burde være de samme, forklarer Camilla Rathcke.

Pressefoto

Derfor peger både hun og Joachim Hoffmann-Petersen også på, at man kunne sætte sig sammen i regionerne og sørge for at få ryddet op og får udfaset instrukser, der er overflødige eller eksempel på det dobbeltarbejde, de taler om.

Regioner erkende problem

Stephanie Lose køber ikke nødvendigvis præmissen om, at der er for mange instrukser i hendes region. 

- Vi har tradition for en decentral struktur, hvor vi tilpasser instrukser til lokale forhold. Vi har altså ikke fem forskellige, men fem varianter, forklarer hun.

Det betyder, at det måske er et telefonnummer eller en lokation, der er skrevet ind i en instruks, der ellers ligner den, der er på sygehuset i Esbjerg såvel som i Odense, men altså tæller for to.

Hun synes dog alligevel , at det er på tide at tage en generel diskussion om, hvorvidt det er nødvendigt at kigge på instrukser og retningslinjer.

- Der er selvfølgelig en balance, men jeg er bestemt åben for, at vi kigger på, om vi skal gøre op med vores decentrale princip. Det kræver dog, at vi får fagligt input ude fra afdelingerne, siger Stephanie Lose.

Hun vil nu bede koncernledelsen i Region Syddanmark om at tage det med på deres næste møde. 

_

1.000 stillinger

Joachim Hoffmann-Petersen mener, at det potentielt kan føre til mere overskud i sundhedsvæsenet. 

- Det har irriteret mig i ti år. Vi har efterhånden instrukser på alt - selv på hvordan man tømmer en skraldespand. Vi bør som det første reducere antallet kraftigt og nøjes med at opdatere dem hvert tredje år, siger han.

Er de ikke netop nødvendige for at sikre kvaliteten i sygehusvæsenet?

- Nogle af dem er vigtige, andre er skrevet som rendyrket "cover my ass". De forebygger bare ikke ulyksalige hændelser. Det gør vi med uddannelse. Vi skal bruge tiden på uddannelse og på at nedbringe ventelisterne, svarer han.

Et nyt hurtigt regnestykke fra Joachim Hoffmann-Petersen i valgkampens hede lyder sådan her:

- Lad os sige, at man bruger cirka en dag på at skrive hver instruks - det er lavt sat. Så er der brugt 185.000 arbejdsdage. Arbejder du cirka 200 dage om året svarer det til tæt på 1.000 stillinger - de kunne være brugt på patienterne.

Joachim Hoffmann-Petersen vil samtidig også flytte penge til hospitalspersonalet. Pengene skal findes hos "unødvendige" regioner

Hvor skal krydset sættes?

Tag kandidattesten og find ud af, hvilken politiker du er mest enig med.

29. nov. 2024 kl. 11:42
Arkiv / TV 2

Arbejdstilsynet besøgte biogas-byggeri inden ulykke - fandt ingen problemer

LYT
Del

Da der tirsdag skete en voldsom ulykke, som kostede tre mennesker livet, på Flemløse Biogas, var byggetilladelsen på plads. Men den blev først givet 8. oktober mens byggeriet havde været i gang siden foråret.

I perioden har Arbejdstilsynet været på byggepladsen to gange, og det fandt ikke anledning til at give anmærkninger.

Trods den manglende byggetilladelse har Flemløse Biogas haft anmeldt et byggeri i følge Arbejdstilsynet, som har betydet, at Arbejdstilsynet har været på byggepladsen ad to omgange i perioden, inden ulykken indtraf tirsdag. Begge besøg var uden anmærkninger, har TV 2 Fyn fået oplyst.

Tilladelse på bagkant

Det er dog stadig problematisk at byggeriet er begyndt uden en tilladelse, siger advokat og direktør hos Knudsgaard Advokater, Mads Knudsgaard, der har speciale i entreprise- og byggeret.

- Det, der er problemet, er, at der er andre myndigheder, der måske ikke kommer i spil. Eksempelvis Arbejdstilsynet eller andre miljømæssige forhold bliver ikke bragt på banen, fordi man simpelthen ikke kender sagen, før der er indsendt en byggeansøgning.

I dette tilfælde har Arbejdstilsynet dog været vidende om at et byggeri fandt sted på grund af virksomhedens egen anmeldelse.

Byggetilladelse bidrager til sikkerhed

Når der gives en byggetilladelse til et byggeri, følger der ofte en række vilkår med, som skal være opfyldt for den pågældende byggeplads. Det kan dreje sig om arbejdstid og sikkerhed, lyder det fra Mads Knudsgaard.

- Man ved jo strengt taget ikke, om det er et lovligt byggeri, og om der potentielt er farligt på byggepladsen. Er der nogle ting, der gør, at man ikke må fortsætte på den her måde. Og det skal jo afgøres fra sag til sag fra kommunens side(Når der gives byggetilladelse, red.).

Læs også: Efter dødsulykke: Kollapset tank blev bygget uden tilladelse
Gå tilbage Del
28. nov. 2024 kl. 16:56

Efter dødsulykke: Kollapset tank blev bygget uden tilladelse

Thomas Larsen-Bjerre

Byggetilladelsen fik Flemløse Biogas først den 8. oktober i år. Året forinden havde Flemløse Biogas søgt om dispensation til at bygge reaktortanken i 18 meters højde i stedet for de 15 meter, lokalplanen foreskrev. En dispensation man fik.

Byggeriet foregik altså uden tilladelse, og i en mailkorrespondance den 16. april i år gjorde Assens Kommunes Miljøafdeling opmærksom på, at man skulle søge byggetilladelse til det byggeri, biogasanlægget allerede havde påbegyndt i marts måned.

Her gør Miljøafdelingen også opmærksom på, at der skal søges byggetilladelse til en teknikhal, som allerede er opført.

Det fremgår af en aktindsigt, som TV 2 Fyn har gennemlæst.

Gjort lovligt senere

Først den 19. juni søgte Nordic Green Engineering fra Silkeborg på vegne af Flemløse Biogas om byggetilladelse til tanken, og den 8. oktober meddelte Assens Kommune en lovliggørelse – ikke alene af tanken – men også af gyllenedkøling, pumpehus og varmevekslerhus.

- Ethvert byggeri, der kræver en byggetilladelse, skal have en byggetilladelse inden det går i gang. Det er hævet over en hver tvivl, siger Martin Albertsen, der er direktør i By, Land og Kultur i Assens Kommune.

- Vi kan enten bede om, at det bliver revet ned, eller vi kan bede om en juridisk lovliggørelse. Vi har en forpligtelse til at vælge den mindst indgribende. Vi vurderede, at man her ville opnå en byggetilladelse.

Oplysningerne bekræftes af nabo Karin Jensen og hendes mand, der fra adressen Langgade 15 har direkte udsyn til anlægget.

- Min mand og jeg er enige om, at byggeriet startede allerede i marts. Det fremgår jo også af aktindsigten fra Assens Kommune, siger Karin Jensen.

Satellitbilleder fra Miljøstyrelsen taget i sommeren 2024, hvor byggeriet er i fuld gang og synligt fra luften. Altså længe før byggeriet blev lovliggjort.

Miljøministeriet - https://miljoegis.mim.dk/

Flemløse Biogas sommer 2022

Miljøministeriet - https://miljoegis.mim.dk/

Flemløse Biogas sommer 2024 - opførelsen af

Helt forkert at bygge uden tilladelse

Mads Knudsgaard, advokat og direktør i Knudsgaard advokater, der har speciale i entreprise- og byggeret kalder det helt forkert at bygge inden, der ligger en tilladelse.

- Det er i strid med den byggeretlige lovgivning at begynde byggeri inden tilladelsen foreligger, siger Mads Knudsgaard.

Samtidig peger han dog på, at det ofte er set før, at der bliver tilgivet frem for tilladt, når det gælder byggesager i kommunerne.

- Det er ikke usædvanligt at få en lovliggørelse, fordi man ”glemmer” at ansøge om byggetilladelse. Nogle gange skal man rose kommunen for at være samarbejdsvillige.

Et af de spørgsmål, der fortsat mangler at blive besvaret efter ulykken er, om sikkerheden på arbejdspladsen har været i orden – og om Arbejdstilsynet har været vidende om det store byggeri på biogasanlægget. Noget som Mads Knudsgaard vurderer usandsynligt.

- De (Arbejdstilsynet, red.) har helt sikkert ikke vidst det, før der har ligget en ansøgning om byggeriet. Det kan være bagsiden ved, at kommunen vil være flinke, så er der information, der kan gå tabt til diverse myndigheder.

Det er ikke lykkedes TV 2 Fyn at få en kommentar fra Kurt Brusgård Poulsen, der er direktør i Flemløse Biogas.

Kommunen gjorde i april selv opmærksom på, at Flemløse Biogas skulle ansøge om byggetilladelsen, når nu det allerede var i gang med opførelsen.

- Man prøver langt hen ad vejen at være en god samarbejdspartner som kommune, man prøver at få tingene til at lykkes i stedet for at bremse projekterne, siger Mads Knudsgaard.

Udover tre omkomne, kom seks personer alvorligt til skade.

29. nov. 2024 kl. 13:57

Hundredevis vil tjene penge på sne

LYT
Del

De søgte otte, men over 800 bød sig til, da DMI ville rekrutterer nye sneobservatører.

Opgaven går kort sagt ud på at måle sneen, når den er der, og så sende data ind til DMI. Derfra er det bare at hæve pengene.

- Vi havde slet ikke forventet den utrolig store søgning på hvervet som sneobservatør, så vi er både meget overraskede og glade, siger klimatolog Mikael Scharling i en pressemeddelelse.

29. nov. 2024 kl. 12:37

Sidste hovednavn afsløret til fynsk festival

LYT
Del

Når Olympen Live løber af stabelen næste år, så bliver det med den fynske popstjerne Andreas Odbjerg på scenen. Festivalen har netop afsløret kunstneren som sidste hovednavn for 2025. Festivalen finder sted i Ollerup på Sydfyn.

Udover Andreas Odbjerg kan man opleve Aqua, TV-2, Queen Machine, Pil og Prisma, skriver festivalen i en pressemeddelelse.

Olympen Live afholdes 23. august.

29. nov. 2024 kl. 12:00
Rikke Mathiassen

Louise har indpakket 528 gaver – og der er en helt særlig årsag

LYT
Del

ADD, ængstelig personlighedsforstyrrelse og angst.

Louise Rasmussen fra Faaborg lider af flere psykiatriske diagnoser, og de mørke måneder plejer at være de allersværeste at komme igennem.

I år har hun dog fundet et lyspunkt. På eget initiativ har hun lavet pakkekalendere til børn fra økonomisk pressede familier.

- Jeg føler mig lidt mere som andre mennesker. At jeg også kan byde ind med noget, selvom jeg har mine diagnoser at kæmpe med, siger den 38-årige førtidspensionist.

528 små kalendergaver giver hun videre til udsatte børn – men faktisk lå det slet ikke i kortene.

Vil give særlig følelse videre

Louise Rasmussen elsker jul, men bryder sig egentlig slet ikke om gaveindpakning. Alligevel opstod ideen, da hun sad og lagde sidste hånd på årets pakkekalendere til sine egne døtre.

Hun følte sig privilegeret over at have muligheden. For på Facebook havde hun set flere opslag fra folk, der søgte hjælp til decembers mange udgifter.

- Så tænkte jeg: ”Det vil jeg gerne hjælpe med”. Både for børnenes skyld og for forældrenes. For det kan altså noget at se ens børn sidde spændte i nattøj og åbne gaver. Det er en skøn følelse, smiler Louise Rasmussen.

Siden slutningen af oktober har Louise Rasmussen indpakket hundredvis af kalendergaver til børn i forskellige aldre. I pakkerne er der blandt andet små figurer, blyanter og hårpynt.

Greb om sig

I starten var Louise Rasmussens mål at lave pakkekalendere til to børn ud over sine egne.

Men da familien og andre fra lokalområdet hørte om hendes initiativ, voksede projektet hurtigt

I sidste uge kunne hun aflevere 22 pakkekalendere á 24 gaver til den frivillige forening Faaborg Restvarer, der året rundt uddeler mad og tøj til udsatte familier.

- Jeg håber at kunne inspirere andre til at gøre noget lignende – måske særligt dem, der kæmper med de samme udfordringer som mig, siger Louise Rasmussen.

Julehjælp slår rekord

Hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors melder de igen i år om rekordmange ansøgninger om julehjælp.

I år har 2.074 fynske familier ansøgt om hjælp til julemad og gaver.

Sidste år søgte 1.846 fynske familier om samme hjælp.

Kilder: Blå Kors Danmark og Ritzau

29. nov. 2024 kl. 11:25
Thomas Larsen-Bjerre

Taget på kollapset silo var et "pionerprojekt"

LYT
Del

Tre personer er omkommet i forbindelse med en arbejdsulykke på Flemløse Biogasanlæg, hvor de arbejdede på en tagkonstruktion på en nyopført silo.

Og det var en helt særlig tagkonstruktion, som der var ved at blive opført, skriver mediet BuildingTech. Et såkaldt “pionerprojekt”, der er udarbejdet af en af Tysklands største biogasproducenter, af Envitec Biogas AG.

Ifølge virksomheden skulle siloen forsynes med et flat tag, der er i stand til at bære sig selv, og derfor ikke har burg for understøtninger. Hvorfor taget kollapsede er dog endnu usikkert.

I alt 10 personer var på taget, da det kollapsede. Seks af dem er kommet alvorligt til skade, mens en er sluppet uskadt.

29. nov. 2024 kl. 10:38

TV 2 Fyn-reporter var på stedet, da sidste mand blev fundet: - Pludselig kunne jeg se blå blink

Klokken 19.08 torsdag aften kom en ambulance kørende med høj fart og udrykning ved Flemløse Biogas.

TV 2 Fyns reportere Peter Salomon og Thomas Mengers Karstensen var på stedet, da den sidste person, som var forsvundet under en arbejdsulykke, blev fundet.

I forbindelse med forberedelserne til torsdagens 19:30-udsendelse kunne de se blå blink fra en ambulance i horisonten.

Ambulancen kørte igen efter 10-15 minutter, fortæller Peter Salomon, der noterede sig, at den forlod adressen uden udrykning.

- Vi troede først, at de havde fundet den savnede person, men fordi ambulancen kørte igen stille og roligt, gik vi ud fra, at det ikke var den savnede person, der var fundet.

Lind strøm af beredskabsbiler fortsatte

Efter ambulancen var kørt, kom der stadig en lind strøm af forskellige beredskabsbiler, fortæller Peter Salomon videre. Derfor antog han helt frem til, Fyns Politi oplyste, at det havde fundet den savnede person, at eftersøgningsarbejdet stadig var i gang.

- Derfor tænkte jeg, at ambulancen måske var kommet for at tilse en af redningsarbejderne, som måske var kommet mindre til skade.

I alt var ti personer involveret i arbejdsulykken på Flemløse Biogas. Seks af dem er kommet alvorligt til skade, mens tre er omkommet. Den sidste person slap uskadt fra ulykken.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her