300.000 bliver indkaldt til boosterstik mod corona

Sundhedsministeren opfordrer samtidig børnefamilier til at få de 5- til 11-årige vaccineret.

I denne uge bliver yderligere 300.000 indkaldt til boosterstikket med coronavaccine.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse mandag.

Indtil videre har 2,5 millioner fået det tredje stik mod corona. Det svarer til 42,7 procent.

Sundhedsministeriet opfordrer til, at borgere tager det tredje stik for at få bedre beskyttelse mod omikronvarianten af coronavirus og for at forhindre alvorlige forløb og indlæggelser.


De kommende dage er der ifølge ministeriet omkring 380.000 ledige vaccinationstider i de regionale vaccinationscentre rundt om i landet.

Derudover er der mulighed for at få stikket hos praktiserende læger, på apoteker samt i private vaccinationscentre.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) opfordrer samtidig forældre til at lade deres børn mellem 5 og 11 år få det første stik.

- Det er netop nu, i juledagene, at man kan bruge tiden til at få sine børn vaccineret, siger han i meddelelsen.

- Og forældre skal huske, at det er muligt at tage søskende med ned til lægen og få alle vaccineret på én gang, siger ministeren.

Oversigt

    Oversigt