OBs Peter Utaka (til venstre) kan meget vel være på vej væk.
Agent: Stor interesse for Utaka
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Der er "50 procent chance" for at, Superligaens topscorer, Peter Utaka, forlader OB i vinterpausen. Det siger hans agent til TV 2/FYN.
Agenten, tyskeren Sascha Günter, fortæller, at flere klubber i både England og Tyskland viser en "stor interessere" for angriberen, der stammer fra Nigeria, men som i øjeblikket er ved at få belgisk statsborgerskab.
- Vi taler med hold i Tyskland og England, og der er interesse for ham fra hold i de lande. Vi har haft møder med trænere, og de trænere har (på stadion, red.) set ham spille for OB, og trænerne kan lide ham, og nu er spørgsmålet, hvor han skal hen - og også prisen på ham, siger agenten til TV 2/FYN.
Ifølge agenten er der blandt andet tale om hold fra Tyskland, der netop nu er placeret i top 5 i den bedste, tyske række samt et nuværende Champions League-hold - altså Bayern München, Stuttgart eller Wolfsburg. I England er det hold placeret midt i Premier League, der viser interesse, samt ét af de "bedre hold".
Utakas tid er kommet
Den tyske agent hæfter sig ved, at det ikke blot er talentspejdere, men altså også trænere, der ved selvsyn har set Peter Utaka spille for OB. Det viser ifølge Sascha Günter, at interessen er stor.
Agenten fortæller, at Peter Utaka på den ene side ønsker at blive i OB og spille for holdet hele foråret for derved at få muligheden for at blive topscorer og dansk mester.
- Men på den anden side ved Peter, at hans tid er kommet, hvor han skal op på en større scene, nu hvor der er interesse for ham. Hvis det rette hold kommer, vil det være interessant for Peter (at skifte i vinterpausen, red.), siger Sascha Günter til TV 2/FYN.
Skal mødes med OBs ledelse
Han fortæller endvidere, at OB er villig til at lade Utaka gå, hvis "prisen er den rette".
- Vi vil have samtaler med OB i de kommende to uger, og efter det ved vi mere, lyder det fra ham.
OBs direktør Kim Brink siger, at klubben ikke har noget konkret at sige om Utakas fremtid. Især ikke fordi transfervinduet først åbner til januar.
TV 2/Sportens fodboldkommentator, Flemming Toft, vurderer, at det vil være et stort tab for OB, hvis klubben sælger Utaka i vinterpausen.
- Lige nu vil det største tab for OB være at miste Utaka, siger han til TV 2/FYN.
Peter Utaka deler i øjeblikket førstepladsen på Superligaens topscorerliste med Brøndbys Morten "Duncan" Rasmussen. Begge angribere har scoret 12 mål.