Axelsen øjner medalje

Viktor Axelsen er sidste dansker i herresingle ved VM i badminton. Fredag kan han sikre sig en VM-medalje.

Fredag er kvartfinaledag ved VM i badminton, og blandt de danske deltagere er 20-årige Viktor Axelsen, der står med en god og reel chance for at få en overraskende VM-medalje hængt om halsen.

Axelsen er rangeret som nummer 16 i verden og møder i kvartfinalen nummer 17 - Chou Tien Chen fra Taiwan. Vinderen er sikker på mindst VM-bronze.

- Det er helt åbent. Det er en ønskekvartfinale for dem begge til et VM. Jeg tror ikke, at de kunne tænke sig at stå i nogen af de andre kvartfinaler, siger landstræner Lars Uhre.

De kvartfinaleseedede spillere i Axelsens fjerdedel af VM-turneringen er væk. Indonesiske Santoso meldte afbud til VM på grund af sygdom, og så var vejen banet for danskeren.

Chen slog i anden runde 15.-seedede Sho Sasaki ud, og torsdag vandt han over Jan Ø. Jørgensen, da den tredjeseedede dansker fik en skade og måtte trække sig.

- Jeg er sikker på, at Viktor kan levere en god kamp.

- Der bliver garanteret også nerver på. Det er en meget stor kamp for dem begge, for ingen af dem har været i nærheden af en VM-medalje før. Så der bliver lidt kriller i maven, og så må vi se, hvem der tackler det bedst, siger Lars Uhre.

Det gør Viktor Axelsen. Det spår i hvert fald singletræner Kenneth Jonassen, der godt ved, hvad han ønsker at se fra den unge danske komet.

- Jeg ser store muligheder for Viktor. Han skal bibeholde sit koncept, spille med stor variation og spille med temposkift i sit spil, siger Jonassen, der også lagde taktik for Jan Ø. Jørgensen inden torsdagens kamp mod selvsamme Chen.

- Men det er to meget forskellige måder, Jan og Viktor skal spille på mod ham, siger Kenneth Jonassen.

Respekten for Chen er stor.

- Mod Jan Ø. nåede han jo ikke at vise ret meget, før Jan blev skadet, men han slog Sho Sasaki og har set rigtig god ud.

- Det her er en rigtig stor chance for dem begge, siger Kenneth Jonassen.

De to favoritter til at nå herresingle-finalen er fortsat med. Malaysias Lee Chong Wei er topseedet, kinesiske Chen Long er andenseedet. Ingen af dem har været i nærheden af at tabe et sæt endnu i Ballerup.

Oversigt

    Oversigt