Mens boligejerne i 2009 måtte se 82 procent af ydelsen gå til rentebetalinger, udgør andelen i dag 71 procent. Det viser Nationalbankens rentestatistik for marts måned.
- De lave renter mærkes hos boligejerne. Flere med fastforrentede lån har nedkonverteret til en lavere rente, mens den automatisk er justeret nedad for boligejere med variabelt forrentede lån. Udover at det har givet en lavere ydelse, betyder det også, at en større andel bruges til at afdrage på gælden, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Tages der udgangspunkt i et nyoptaget rentetilpasningslån på 1 million kroner med et-årig rentebinding, et såkaldt F1-lån, gik godt 20 procent af ydelsen i 2009 til at afdrage på gælden.
I 2011 gik cirka 60 procent af ydelsen til afdrag, hvilket skyldes den lave rente.
Resultatet af refinansieringsauktionerne var i december 2008 en rente over 5 procent, mens den i december 2010 endte på ca. 1,6 procent.