En beskeden fest, men dog en fest, markerer fredag, at passagen mellem Vestergade og Overgade i Odense igen åbner.
Hvor Thomas B. Thriges gade før lå, ligger nu det meste af en nyt bykvarter, og i forbindelse med opførelsen blev den direkte passage fra enden af Vestergade til Overgade lukket i april 2017.
Det har betydet, de mange gående i gågaden ikke længere kunne fortsætte direkte over i H.C. Andersen Kvarteret.
- Det er skønt at kunne færdes frit rundt i byen, siger Aino Gunstrup.
Hun var fredag formiddag mødt op til åbningen af passagen, og hub er glad for de store projekter, der er i gang i Odense som letbanen og det ny kvarter, som går under navnet Fra Gade til By.
- Det er klart, når nu det ligesom begynder at fungere igen, så bliver man endnu mere optimistisk, siger hun.
Også Michael Banke Christensen, der er bestyrer i farvehandlen i Overgade, er glad for, at der igen er åbent.
- Det betyder helt klart, at vi vil få nogle flere strøgkunder, der vil komme ind og handle her, så det ser jeg meget positivt på, siger han.
Egentlig var der lagt op til stor fejring, men det har coronavirusset sat en stopper for. I løbet af dagen vil der dog være forskellige aktiviteter i gaden.
Fra Gade til By
Binder bymidten sammen
Aktiviteterne i løbet af dagen er planlagt i dialog med politiet for at sikre sig, man holder sig inden for de gældende restriktioner. Men trods coronavirus er det vigtigt med en form for fejring, mener borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
- Det her i dag er i den grad en milepæl. At vi kan åbne passagen igen. Det skal være ikke være nogen hemmelighed, at det har været som en mur de seneste seks år, og i virkeligheden også en del tid inden.
- Når vi står her kan vi mærke roen. Folk går stille forbi, og så er det utroligt at tænke på, at det ikke er mere end seks år siden, at 25.000 biler passerede hver dag. For seks år siden havde man ikke kunnet få ørenlyd, sagde borgmesteren blandt andet i sin åbningstale fredag formiddag.
50 år med Thomas B. Thrige
At der nu igen er åbent for passagen betyder også, at Overgade bliver forlænget, så den nu rækker henover der, hvor Thomas B. Thriges Gade før lå.
Det betyder, at de beboere, der kommer til at bo på hver side af passagen får adresse i Overgade.
Årsagen til, at man kan åbne netop nu, er, at Odense Kommune har overtaget ansvaret for passagen fra entrepenøren Aarsleff, som nu er så langt med bygningerne i kvarteret, at man ikke længere behøver så meget udenomsplads, at passagen skal være spærret.
- Jeg har glædet mig rigtig meget, fordi jeg ved, hvor mange i byen, der har savnet den her passage. Derfor var det også et helt klart ønske fra min side af, at den ikke skulle være lukket mere end allerhøjest nødvendigt, siger Stig Langsager, der er projektchef i Fra Gade til By.
I over 50 år førte Thomas B. Thriges Gade biltrafikken gennem Odense, og før den blev lukket i 2014, passerede 25.000 biler om dagen.
Før gaden kom til - tilbage i 60'erne - var Overgade og Vestergade forbundet, som de nu bliver igen.
Arbejdet med den ny passage er dog ikke helt overstået endnu. Passagen bliver i første omgang åbnet i en side, mens der lægges granitsten i modsatte side. Når det er overstået, bytter man rundt og åbner i den anden side.