Efter drab i Søndersø: Politiet søger hjælp
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Efter drabet på en 39-årig mand i Søndersø den 3. august søger Fyns Politi nu hjælp fra offentligheden.
Efterlysningen drejer sig om private videooptagelser, både fra fastmonterede kameraer og fra eksempelvis biler med monteret kamera.
Især fra biler der har kørt eller været parkeret i Søndersø omkring Vesterled, Carlsvej, Toftekær, Odensevej og Torvaldsvej den 3. august 2023 i tidsrummet mellem klokken 14.00 og klokken 16.15.
- Vi har i drabssagen fra Søndersø den 3. august brug for at klarlægge nogle omstændigheder omkring gerningstidspunktet, og det har vi brug for offentlighedens hjælp til. Vi vil f.eks. godt kunne bruge nogle optagelser fra biler, hvis vi skulle være så heldige, at nogen vil dele deres optagelser fra området, eksempelvis fra deres Tesla, med os, fortæller politikommissær ved Fyns Politi Ian Kabbel i en pressemeddelelse.
Har man derfor videooptagelser fra de nævnte områder i det pågældende tidsrum, må man gerne gemme optagelserne og kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.
Indtil videre har Fyns Politi anholdt en 51-årig mand, som nu er sigtet og varetægtsfængslet i drabssagen.