Lillejuleaftensdag begyndte sneen at falde over Fyn og kombineret med juletrafikken, var der risiko for store trafikale udfordringer.
Torsdag fik Fyns Politi i alt seks anmeldelser om trafikuheld, der var forårsaget af vejrforholdene - og det er på trods af, at mange julebilister bevægede sig ud på vejene.
- Det har ikke været alvorlige uheld, og det er gået overraskende godt, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Henrik Strauss.
Det første uheld skete 15.21, mens den sidste anmeldelse løb ind 18.01.
Juletrafik uden forsinkelser
Juleaftensdag forventer meteorologerne, at der vil falde en ny portion sne over Fyn i løbet af formiddagen. Resten af dagen vil holde tørt med temperaturer omkring minus tre-fire grader.
Derfor forventer Fyns Politi heller ikke, at der juleaftensdag vil ske mange uheld på de fynske veje.
- Med den vejrudsigt skal det nok køre, og lige nu er motorvejskameraerne helt tomme, siger Henrik Strauss.
Også Vejdirektoratet forventer, at trafikken fredag vil køre uden større udfordringer eller forsinkelser.