Inden længe begynder danskere at bevæge sig på kryds og tværs af landet for at fejre jul med familien.
Men for mange kan det være forbundet med usikkerhed, sådan som coronasituationen udvikler sig dag for dag. Der er få ledige tider til PCR-test og mange kviktestcentre byder på timelange køer.
På Fyn er der tirsdag morgen to ledige tider før juleaften, og ellers kan man først blive podet i halsen fra 27. december, som situationen ser ud nu.
Men i virkeligheden skal man glemme alt om test, hvis ikke man udviser symptomer på corona.
- Test kan ikke erstatte almindelige forholdsregler. Min anbefaling er, at hvis man har familie, der er i risikogruppen, så opfør jer som om alle er smittede. Hold afstand, luft ud og kram ikke din lungesyge mormor, siger Peter Busk Kamp, der er lektor i medicinalbiologi ved Roskilde Universitet og forsker i virustestning.
Selvtesten er sikker
I løbet af den seneste tid er hjemmetestkittet blevet et almindeligt syn i flere butikker, så som Normal.
Skal man for eksempel fra København til Aalborg for at fejre jul, så vil jeg faktisk anbefale, at man medbringer en selvtest
Og ifølge Peter Busk Kamp kan man fint anvende en selvtest frem for at stille sig i lang kø.
- Skal man for eksempel fra København til Aalborg for at fejre jul, så vil jeg faktisk anbefale, at man medbringer en selvtest, som man kan tage, når man kommer frem, siger han og tilføjer:
- Det smarte er, at de måler, om man har virus i spyttet lige nu og her. Hvis man tager en PCR-test i morgen, men man er smittet i dag, så vil PCR-testen ikke være positiv. Så er det altså bedre med en hjemmetest.
I disse situationer anbefaler Sundhedsstyrelsen test
Dog forstår Peter Busk Kamp godt den skepsis, der kan opstå i forbindelse med selvtestning, og opfordrer til et kritisk blik på hjemmetestene.
Han anbefaler hjemmetest af mærkerne Roche eller Biosenser.
- Jeg undrer mig over, at man bare kan sælge alle slags test. For med nogle af dem vil det svare til, at man tager en graviditetstest og kalder det covid-19-test, siger han, men fastslår at man roligt kan stole på Roche og Biosenser.
Test kun ved behov
Anne Marie-Vangsted, der er direktør for Testcenter Danmark, opfordrer til, at man kun tager en PCR-test, hvis man har symptomer, er nærkontakt til en smittet eller er testet positiv for corona i en hurtigtest.
- Jeg forstår godt, at nogle vil have PCR-test, fordi der har været meget kommunikation om, at det er den sikreste test. Men det behøver man ikke, hvis man skal til et arrangement, siger hun til Ritzau.
Dog mener Peter Busk Kamp, at man slet ikke behøver at teste sig selv i så vidt et omfang, hvis ikke man mærker nogen symptomer eller har en anden særlig grund.
- Det er et misbrug af systemet. Man skal gøre det, hvis man har sårbare i familien. Er man vaccineret og ved godt helbred, så behøver man ikke, fastslår han.