- Vi er utrolig glade for opbakningen, siger Convention Manager hos Inspiring Denmark, Diana Andersen, der nu er ved at være på plads med det nye ambassadørkorps.
Korpset skal i de kommende år sikre Region Syddanmark flere nye internationale konferencer og kongresser, ikke mindst på det videnskabelige område.
I januar sendte Inspiring Denmark invitationer ud til en række erhvervsfolk, forskere og politikere om at blive ambassadører for regionen, og responsen har været altovervejende positiv.
På nuværende tidspunkt har over 60 toneangivende personer sagt ja til at yde en aktiv indsats i arbejdet for at brande Syddanmark på den internationale scene via deres netværk.
- Flere af regionens erhvervsikoner og forskere har takket ja til at være med i ambassadørkorpset. Udover at brande Syddanmark kan ambassadørerne også selv trække på hjælp fra Inspiring Denmark til at stå i spidsen for en international begivenhed. De nye ambassadører er i øvrigt typisk medlemmer af en eller flere organisationer, og har et bredt netværk, hvor de er i stand til at "sparke nogle døre ind," som Diana Andersen udtrykker det.
Navnene på ambassadørkorpsets medlemmer afsløres af regionrådsformand Carl Holst (V) på TRAPHOLT i Kolding den 10. maj. Han er protektor for det nye korps.