Fem råd til haveejerne: Sådan vander du smartest din tørkeramte have
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Tørke kan give problemer for fynske haveejere. Her giver havearkitekt fem råd til at vande din have bedst, når græsplæne og planter er ekstra tørstige.
Tørken er over os på Fyn.
Hos fynske haveejere er tørken lig med gul græsplæne og hængende blade i blomsterbedet.
Og fynboerne må foreløbig spejde længe efter regndråberne, for der er ikke udsigt til regn de næste 10 dage. Tørkeindekset er derfor på Fyn også i den røde ende af skalaen, og på Østfyn er det allerede helt i top.
TV 2 Fyn har talt med Janne Fuglsang fra Morud, der med udgangspunkt i 20 års erfaring som havearkitekt her giver sine fem bedste råd til at vande den tørstige have i de regnfrie dage.
- Det handler først og fremmest om at vande intelligent. Du skal altså vande grundigt frem for ofte, lyder det generelle råd fra Janne Fuglsang.
- Du skal i virkeligheden bare bruge din sunde fornuft, og så gælder det om at prøve sig frem.
Du kan læse fem generelle råd fra havearkitekten her:
Sådan vander du bedst haven i tørken
Vand grundigt i stedet for ofte
Vand hellere grundigt i stedet for ofte.
Du bør hellere sørge for at være grundig med at vande dine planter ordentligt ved at komme helt ned til rødderne.
Hvis du går og vander lidt hele tiden med jævne mellemrum, så bliver primært kun overfladen fugtet, og så ender vandet bare med at fordampe.
Her er der tale om en grundvanding på omkring 30 liter pr. m2, som du kan gøre en gang om ugen.
Kilde: Janne Fuglsang og Haveselskabet
Prioritér vandingen
Vand hellere blomsterkrukkerne og nyplantede træer end eksempelvis græsplænen.
Du bør prioritere vandingen, så der kun vandes de steder, hvor det rent faktisk er nødvendigt. Det gælder krukker, køkkenhaven eller nyplantede træer. Her er særligt træer følsomme i startfasen.
Havearkitekten anbefaler her at anskaffe sig en vandingspose. Det er et vandingssystem med stabil drypvanding, som lynes fast på træet. Afhængig af størrelsen behøver man kun at kigge et par gange om ugen til træet.
Kilde: Janne Fuglsang og Haveselskabet
Brug en siveslange til blomsterbedet
Har du netop sået en nyplantet hæk eller har et blomsterbed i haven, er en optimal løsning at bruge en siveslange.
Det er en mere intelligent måde at vande på, og den er mere praktisk end vandslangen.
En siveslange er vandslange, der har en masse små huller, som vandet langsomt kan trænge ud. Her lægges siveslangen ud i bedet, hvor vandet skal bruges. Det giver nemlig også et minimalt vandspild, lyder det.
Kilde: Janne Fuglsang og Haveselskabet
Vand først eller sidst på dagen
Du bør vande tidligt eller sent på dagen, hvor temperaturen er køligst.
Det skyldes, at der sker mindst fordampning af vandet, og planterne får dermed bedre mulighed for at suge til sig i løbet af dagen eller natten.
Kilde: Janne Fuglsang og Haveselskabet
Lad græsplænen være i fred
Græsplænen behøver ikke at blive vandet, for det skal ifølge havearkitekten være ekstremt grelt, før den skulle gå ud for haveejeren.
Derudover anbefaler hun også at lade græsslåningen holde en pause, selvom den forekommer gul. Lad hellere græsplænen være lidt høj, for hvis du slår den helt ned, for så svækker du græsset yderligere.
Hvis du helst vil holde græsset pænt med plæneklipperen, så stil i hvert fald græsslåmaskinen på en pæn høj højde, lyder det.
Kilde: Janne Fuglsang og Haveselskabet
Hvis du vil undgå at få græsplænen ødelagt på grund af ubuden gæst i haven, kan dette simple trick være et effektivt hjælpemiddel mod en vissen græsplæne.