Mandag blev en person overfaldet med peberspray og flere slag mod ansigtet på stien langs Munkemose.
Der var to gerningsmænd, som var iført elefanthuer og mørkt tøj, står der i Fyns Politis døgnrapport.
Overfaldet er det tredje peberspray-overfald på få dage i Odense, og det fjerde på Fyn siden 2. oktober. Ifølge døgnrapporterne har ofrene ikke kendt gerningsmanden eller -mændene.
Fyns Politi har dog ikke en umiddelbar formodning om, at det er de samme voldsmænd, der står bag de voldsomme overfald. Det siger kommunikationsrådgiver Mads Boel.
- Men det er vigtigt for os at understrege, at besiddelse af peberspray er et brud på våbenloven, siger han.
Politiet har endnu ikke anholdt nogen, men efterforsker alle fire sager.