Fyn hårdt ramt af tørke: - Det er helt ekstremt, siger ekspert

Ifølge professor vil tørken slå alle rekorder.

25 dage er der gået, siden der senest har været en ordentlig omgang regn på hele Fyn. 

Danmark og Fyn står dermed midt i en historisk voldsom tørke, og det får - og har allerede fået - konsekvenser på mange områder.

Flere steder i landet er der blevet indført afbrændingsforbud, og allerede for et par uger siden lød det fra de danske beredskaber, at man rykkede ud til dobbelt så mange naturbrande som normalt.

Et sted, man også rykker meget ud, er hos Beredskab Fyn.

Den smule regn, der kom torsdag og fredag, er slet ikke nok, fortæller Kenny Christensen, der er leder for Forebyggende Afdeling i Beredskab Fyn.

Han og kollegerne har nogenlunde lige så meget at lave som under tørken for fem år siden.

- Antallet af brande er højere end normalt, og minder nok om det niveau, vi havde i 2018, hvor vi havde rigtig travlt, siger Kenny Christensen.

Men til forskel fra for fem år siden virker det ifølge ham som om, at fynboerne og danskerne er blevet bedre til at passe på.

- Det er, som om man er blevet mere bevidst om, der er en risiko. Det er ansvarligt og en god bevægelse, og det er derfor, vi ikke har set det nødvendigt at lave et afbrændingsforbud endnu. Men hvis det bliver så tørt, at selv sund fornuft ikke er nok, og at Fyn bliver en krudttønde, må vi sætte ind med noget forebyggende, siger Kenny Christensen.

De fleste af naturbrandene skyldes cigaretskodder eller ukrudtsbrænderen, fortæller han.

Sænket grundvandsstand

Bent Lollesgaard er formand Danske Vandværker på Fyn, men også for Brobyværk Andelsvandværk, som er det, han taler ud fra, når han konstaterer, at udpumpningsmængden til forbrugerne er steget med 20-30 procent.

- Det er væsentligt, siger Bent Lollesgaard.

Men han kan også se, at grundvandsstanden er blevet sænket. Det skyldes også, at mange landmænd vander markerne, og ”man tager mange gange fra de samme magasiner”, som han siger.

- Det er ligesom hvis alle suger fra det samme glas vand, så bliver glasset hurtigere tømt.

- Vandstanden er faldet så meget, at man kommer så langt ned i den boring, man har fat i, at man ikke kan få fat i den mængde vand, man gerne vil have, siger Bent Lollesgaard..

Vandcenter Syd leverer i Odense vand til 179.000 fynboer. De fraråder ikke direkte, at man vander græsplænen, men de opfordrer fynboerne til at tænke grundigt over vandforbruget.

- Det er naturligt, at der er øget forbrug i tørken. Man behøver altså ikke vande sin græsplæne – den skal nok komme sig igen, siger Andreas Bjørn Bassett, driftschef for Vandcenter Syd, til dr.dk

Ekstrem hændelse

Tørken er en af effekterne ved klimakrisen, mener Sebastian Mernild, der er klimaprofessor på Syddansk Universitet og har siddet i FN’s klimapanel.

- Det her, tørken, er en ekstrem hændelse. Og det bliver kun værre fremadrettet, siger Sebastian Mernild til TV 2.

Regndråberne fra sidste uge var slet ikke nok til at gøre en forskel, lød det også fra Eigil Kaas til TV 2. Han er professor i atmosfærisk fysik ved Niels Bohr Instituttet og klimaforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning.

- Det er en helt ekstrem tørke, vi står overfor, og den kommer til at slå alle rekorder. Nedbøren fordampede, nærmest inden det rørte jorden, fordi luften er så tør, sagde han.

Tørken påvirker også haven, som skal vandes på en klog måde

Oversigt

    Oversigt