Fynbo vinder 28,7 millioner i Lotto

Søndag aften stod en heldig fynbo midt i madlavningen, da han fik serveret nyheden om, at han og familien har vundet 28,7 millioner i Lotto.

Den heldige fynbo fik overrakt beskeden om at han er blevet mangemillionær, mens han stod og lavede mad.

- Det blev en lidt anderledes søndag aften. For søren, det er mange penge, da vi fanger ham mandag formiddag, siger den heldige fynbo.

I alt har manden vundet en gevinst på 28.769.009 kroner.

- Det lød som en service fra Danske Spil, der ville samle op på mit abonnement. Først skulle jeg lige sikre mig, at den var god nok. Alle de faktuelle oplysninger, som hun fortalte, passede, men alligevel var jeg efterfølgende inde på min konto for at tjekke det. Og den var heldigvis god nok, fortæller han.

Manden, der er anonym, har endnu ikke fattet omfanget af sin formue, og har ikke nået at tænke over, hvad de mange millioner skal bruges til.

- Vi prøver at tage det stille og roligt. Det skal lige lande og fordøjes.

Ligesom alle andre kernefamilier har vi jo lidt gæld, og det skal betales ud. Så overvejer vi at bygge til og sætte i stand. Og mon ikke der så bliver til en ekstra ferie næste år, siger han.

Han vil gerne fortælle, at de er et ægtepar fra Fyn, men ellers ønsker de at være anonyme. I første omgang har de takket ja til Danske Spils tilbud om økonomisk rådgivning.

Den store gevinst kom i hus via hans Plus abonnement.

- Jeg oprettede det for 4-5 måneder siden. Jeg har for kort tid siden ytret til en kollega, at "der aldrig kom nogen præmier". Så det kan kun anbefales, så misser man ikke en gevinst. Nu kan det da godt være, der lige skal investeres lidt mere på den konto, griner han.

Årets hidtil største gevinst er vundet af en østjysk mand i 30'erne og lyder på 30.231.054 kroner. Den faldt i uge 19.

Oversigt

    Oversigt