Fyns Politi efterlyser 26-årige Per Sørensen

Fyns Politi efterlyser den 26-årige Per Sørensen, der sidst er set den 16. december. Han kan være til fare for andre.

Fyns Politi efterlyser tirsdag den 26-årige Per Sørensen, der sidst er set den 16. december klokken 22:40. 

Her gik han fra Psykiatrisk Afdeling Middelfart, hvor han er domsanbragt. 

Fyns Politi oplyser, at Per Sørensen er afhængig af sin medicin, og derfor er både hans læge og familie bekymrede for ham. 

Det er den lægefaglige vurdering, at Per Sørensen kan være til fare for andre, og derfor er Fyns Politi meget interesserede i at få ham tilbage på Psykiatrisk Afdeling igen. 

Tag ikke selv kontakt

Per Sørensen beskrives som en mand, der er 176 centimeter høj og kraftig af bygning. Han har mellemlangt, mørkt hår, brune øjne og intet skæg. 

Han bærer briller, og da han forlod Psykiatisk Afdeling Middelfart, var han iført sort jakke og grå jogginbukser. 

Fotoet, som Fyns Politi har delt sammen med efterlysningen, er omkring 5 år gammelt, men det skulle stadig ifølge politiet være vellignende. 

Har man set Per Sørensen eller har en idé om, hvor han kunne befinde sig, så beder Fyns Politi om, at man ringer til politiet på 114.

Man skal ikke begynde selv at tage kontakt til Per Sørensen, hvis man ser ham, da han som beskrevet ikke har fået sin medicin i en lille uge og derfor kan reagere utilregneligt.

 

Oversigt

    Oversigt