Fynskamerikaner om voldelige optøjer: - Det er en skamplet på det amerikanske samfund

Demokrat og amerikaner Nathan Benson, der bor i Faaborg, hvor han ejer Soze Kaffebar & Risteri, er skuffet over sine landsmænd efter stormløb på Kongressen i Washington, D.C.

- Det er forfærdeligt at kigge på et demokrati, der fuldstændig braser sammen. 

Sådan siger amerikaneren Nathan Benson, der er indehaver af Soze Kaffebar & Risteri i Faaborg, om de voldelige optøjer ved Kongressen i Washington, D.C. onsdag, som indtil videre har kostet fire mennesker livet. 

quote Jeg er dybt skuffet over, at det er amerikanere, der kan gøre det

Nathan Benson, indehaver af Soze Kaffebar & Risteri

Nathan Benson sad hjemme på Fyn og læste avis, da hans telefon begyndte at brumme og bimle. Opdateringerne tikkede ind, og Nathan Benson begyndte at orientere sig om de voldsomme nyheder fra hans hjemland via amerikanske og internationale medier.

- Det er en skamplet på det amerikanske samfund. Det er surrealistisk. Jeg kan ikke rigtig forklare det, siger han om følelsen af at se scenerne ved Capitol Hill udspille sig, mens han selv var i Danmark.

En del af ham synes, at det trods alt var bedre at observere begivenhederne fra Fyn, hvor han har boet siden 2005. 

- På en måde har jeg et europæisk udsyn. Jeg har ikke et amerikansk syn, når jeg kigger på det. Heller ikke et dansk. Jeg er en borger i verden, som ønsker respekt for demokratiet, siger han.

Bebrejder Trump 

Ifølge Nathan Benson er det langtfra kun amerikanerne fra selve optøjerne, man kan bebrejde. Trump bærer også en væsentlig del af skylden, mener han. 

- Den mand har ingen respekt for den magt, han har som leder for en nation, siger Nathan Benson. 

Når det er sagt, mener han, at det er både pinligt og foruroligende, at hans landsmænd kunne finde på at storme en demokratisk institution. 

- Det er trist, og jeg er dybt skuffet over, at det er amerikanere, der kan gøre det, siger han. 

Afgørende, at der kommer ro 

Med mindre end to uger til Donald Trumps overdragelse af præsidentembedet til Joe Biden, håber Nathan Benson, at der kan nå at komme ro på, inden urolighederne breder sig til større dele af USA. 

I den forbindelse er han sikker på, at det er en fordel, at Demokraterne har flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus efter valget af to demokratiske senatorer i delstaten Georgia onsdag. 

- Jeg tror, den største magt er, at de (Demokraterne, red.) fik de to sæder i Georgia. Biden kan ikke lave uro. Han skal finde ud af, hvordan han kan plastre stykkerne sammen igen, siger Nathan Benson. 

Men han tør ikke at være alt for optimistisk: 

- Det føles som om, vi går ti skridt frem og tusind tilbage.

Oversigt

    Oversigt