Frisører fra hele verden havde slebet saksene inden den prestigefyldte frisørkonkurrence "OMC Hairworld" i Milano i oktober måned.
Målet for dem alle var naturligvis at yde deres allerbedste i kampen mod deres frisørfæller og hive de eftertragtede medaljer hjem i den anerkendte og respekterede internationale dyst, der betragtes som verdensmesterskabet inden for frisørfaget.
Deltagerne fra Syddansk Erhvervsskole strøg helt til tops i flere discipliner.
And the winner is ? Syddansk Erhvervsskole
Deltagerne dystede i individuelle discipliner, og til slut blev deres point lagt sammen i holdkonkurrencen. Her vandt det danske juniorlandshold en fornem sejr, der samtidig var en sejr til Syddansk Erhvervsskole.
Tre ud af fire elever på juniorlandsholdet går eller har tidligere gået på Syddansk Erhvervsskole, hvor de er blevet trænet benhårdt inden for faget.
Birgitte Schjødt Nielsen fra Bogense, der tidligere har vundet verdensmesterskabet for juniorer, kunne igen stille sig øverst på skamlen i favoritdisciplinen herrehår.
Maria Christensen fra Aarup fik en fornem bronzemedalje, og Michelle Sloth Hansen og Mette Møller Hansen var de sidste to talentfulde piger, der var med til at sikre den samlede sejr for holdet.
Landstrænerne er såmænd de to dygtige undervisere på Syddansk Erhvervsskole, Tina Bak og Steen Nedergaard.
Syddansk Erhvervsskole stillede desuden med et skolehold bestående af Musette Maria Annika Steen, Line Søholm, Maria Kroghave Dalgaard og Signe Grøndahl Petersen, der fik guld i skolekonkurrencen.
Pris for godt samarbejde med OMC
OMC, Organisation Mondial Coiffure, der afholder det årlige verdensmesterskab, er en international frisørorganisation, der er toneangivende inden for branchen.
Syddansk Erhvervsskole modtog prisen "OMC best country Academy", hvor skolen blev udvalgt som den bedste OMC-skole.
Prisen blev overrakt til OMC Golden Globe Awards 2012, hvor altså også priserne til vinderne blandt frisørerne blev overrakt.
Anerkendelsen falder efter en del års samarbejde, hvor frisøruddannelsen på Syddansk Erhvervsskole har haft et godt og frugtbart samarbejde med OMC og implementeret mange OMC-standarder i uddannelsen.
Hanne Brandbyge, der er chef for Hår & Wellness på Syddansk Erhvervsskole, hvor frisøruddannelsen udbydes, er meget tilfreds med udnævnelsen.
- Prisen for bedste skole er en cadeau til skolens mangeårige strategi omkring højkvalitetsundervisning i konkurrencefrisering og de resultater, der er skabt, siger hun og fortsætter:
-For to år siden opnåede vi status af OMC-akademi, og vi er nu undervejs med en organisering, hvor Syddansk Erhvervsskole bliver et internationalt træningscenter for både elever og udlærte, der vil helt til tops i de store konkurrencer.