GOG taber igen på udebane

GOG har fortsat ikke vundet på udebane i denne sæson. Heller ikke ude mod Aalborg Håndbold lykkedes det.

Aalborg Håndbold er fortsat ubesejret i den bedste danske håndboldrække, efter at nordjyderne fredag aften overbevisende vandt 26-20 hjemme over GOG.

Det er blevet til to sejre og tre uafgjorte kampe for Aalborg Håndbold under den nye cheftræner Jesper Jensen i denne sæson.

Derimod har GOG fortsat ikke vundet på udebane, og fynboerne har skuffende tabt tre ud af fem kampe i denne sæson.

Fredag aften var der tale om en sikker sejr til Aalborg-mandskabet. Det stod allerede 14-11 ved pausen i Aalborg-favør, og den føring blev blot udbygget i anden halvleg.

Det rækker til en delt førsteplads for Aalborg Håndbold, som nu har syv point efter fem kampe. KIF Kolding København har også syv point efter blot fire kampe - samt en bedre målscore end nordjyderne.

Århus Håndbold vandt også fredag aften. Det blev til en 28-26-sejr ude over Mors-Thy, og dermed har aarhusianerne også syv point på en delt førsteplads med Aalborg og KIF Kolding København.

GOG har fire point i midten af rækken, mens Mors-Thy er placeret på næstsidstepladsen med blot to point efter fem kampe.

Oversigt

    Oversigt