Henrik er Nordens Konge

Henrik Busborg, Danmarks bedste Elvis kan nu også titulere sig som Nordens bedste.

Efter en finale, hvor Henrik Busborg rullede sig ud med Elvis Presleys Suspicious Minds, kan han konstatere, at han ikke bare er "The King" i Danmark, men i hele Norden.

- Jeg tænkte wow, det er for vildt, og jeg er glad for at have vundet, men måske er det ikke sunket helt ind endnu, siger Henrik, der ikke kendte det skandinaviske Elvis-felt.

- Jeg kender de danske Elvis-imitatorer og ved, at der er nogle rigtige dygtige imellem, men jeg vidste ikke rigtig hvad nordmændene og svenskerne kom med.

Erfaring fra Elvis VM

I sommer var Henrik Busborg en tur i Canada, hvor der var Elvis-mesterskab i den lille by Collingwood.

Her var Elvis-vindere fra alverdens lande med til at dyste om at være verdens bedste Elvis.

Konkurrencen var benhård, og Henrik Busborg vandt ikke, men erfaringerne fra verdensmesterskabet i Canada har været værdifulde for den nykårede Elvis-vinder, der er blevet mere taktisk i sit approach til Elvis-konkurrencen.

- Det har klart været en fordel at se, hvordan de skruer et Elvis-show sammen derovre. Det har også haft betydning for mine forberedelser i konkurrencen, både hvad sangvalg og kostumer angår. For eksempel havde jeg fem suits med til konkurrencen, selvom jeg kun skulle synge to sange i de indledende runder og en i finalen.

Nu kan Henrik så kalde sig Nordens Konge, men mest er han bare glad for at være vinder af Elvis-konkurrencen, der blev afholdt på Graceland i Randers.

- Jeg er top-glad for sejren, men jeg tror ikke, det flytter noget kommercielt. Først og fremmest har jeg et ordentligt skrummel af en pokal, jeg skal finde plads til derhjemme, griner Henrik Busborg.

Oversigt

    Oversigt