Her smager chef sin egen medicin: - Jeg har svært ved at gøre det
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Kan man tillade sig at bede fynboerne om at parkere bilen, hvis man ikke selv gør det? Nej, mener Fyens Stiftstidendes chefredaktør.
I stedet for at spænde sikkerhedsselen, klikker Poul Kjærgaard cykelhjelmens remme fast unger hagen.
Han er chefredaktør for Fyens Stiftstidende, der sammen med TV 2 Fyn forsøger at få fynboerne til at skifte gear og lade bilen stå i garagen - for klimaets skyld.
Vi har bedt to fynboer med vidt forskellige transportbehov om at tage cyklen og offentlig transport i en uge.
- Hvis vi vil udsætte fynboerne for sådan et eksperiment, kunne jeg også godt tænke mig at smage medicinen, fortæller Poul Kjærgaard.
Vi kører mere i bil end nogensinde før - og aktivist fatter det ikke
- Jeg synes, det er forfærdeligt, jeg synes, det er fjollet, og jeg mener, man har fokus det helt forkerte sted.
Så klar er holdningen hos Mathias Slott, biologistuderende på Syddansk Universitet i Odense og klimaaktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse.
Han reagerer på den seneste opgørelse over, hvor meget biltrafikken vokser, og hvor mange flere biler, vi ejer.
Bilismen er blevet en uundgåelig del af dagligdagen over det meste af Fyn, og antallet af biler er steget med 23 procent de seneste ti år - fra 205.000 biler i 2014 til knap 248.000 biler i 2024.
Det viser tal, som FDM har trukket til Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn.
- Jeg synes overhovedet ikke, det udviser rettidig omhu i forhold til de kriser, som vi vil se blive meget værre for fremtiden. Det er heller ikke fair over for de borgere, der skal punge ud for at købe flere biler, siger Mathias Slott.
Seks ud af ti voksne fynboer ejer en bil
410.000 fynboer er over 18 år, og med det stadigt større antal biler svarer det til, at seks ud af ti myndige fynboer nu ejer en bil. Det er i tråd med det nationale billede, hvor også seks ud af ti voksne danskere har en bil.
Ifølge Malene Freudendal-Pedersen, professor i byplanlægning ved Aalborg Universitet, bør bilen ikke være højest i hierarkiet, når det gælder valg af transportform.
I stedet bør det gøres mere attraktivt at vælge andet transport end bilen, anbefaler hun.
- Og det kan man kun gøre ved at gøre det mere besværligt for biler, siger hun.
Bilen skal give mening
Malene Freudendal-Pedersen nævner byplanlægningskonceptet '15 minutters byen', som handler om at gøre det muligt at komme til alle hverdagens aktiviteter på enten cykel eller gåben og gøre det mere besværligt at tage bilen.
Hun mener, at flere mindre provinsbyer med fordel kan gøres til 15 minutters byer, så børn går eller cykler til skole, og så kan man tage bilen, hvis man har arbejde uden for byen.
- Det betyder ikke, at alt biltransport kan erstattes, men vi skal lade være med at tale om bilen som alt eller intet. Vi skal tale om bilen som en teknologi, vi bruger der, hvor det giver mest mening. Og lige nu bruger vi bilen rigtig mange steder, hvor vi sagtens kunne erstatte den med gang eller cykel, siger hun og tilføjer:
- Selvfølgelig er der et andet behov i landområder for også at have adgang til bilen. Men det er ikke det samme som, at de skal køre 800 meter ned til bageren eller køre børnene i skole, når der kun er halvanden kilometer.
Klimaaktivist Mathias Slott er ikke i tvivl, når vi beder ham om at pege på en løsning:
- Løsningen er at investere i busnet eller andre kollektive transportformer. Hvis vi alle sammen skal kunne komme rundt på bæredygtig vis, og hvor det også er til en fair pris for alle borgere, så skal vi tænke mere langsigtet og investere i den offentlige transport i stedet for at skære i den, som vi har gjort længe, siger Mathias Slott.
Fyn skifter gear
Vi kører mere i bil end nogensinde. I Danmark kører vi 40 milliarder kilometer om året i vores privatbiler - oftest til og fra fornøjelser. Men skal det være sådan?
Er det muligt at parkere fossilbilen og vælge mere grønne alternativer?
Det undersøger TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende fra 23. september til 6. oktober.
I Danmark kører vi 40 milliarder kilometer om året i vores biler. Ifølge foreningen Forenede Danske Motorejere - som du nok bedst kender som FDM - er det oftest til fornøjelser og fritidsaktiviteter.
- Jeg er godt klar over, at jeg bestemt ikke er særlig gunstig for vores CO2-regnskab med den adfærd, jeg har med min bil, siger chefredaktøren.
Eksperimentdagen
Poul Kjærgaards eksperiment tager sin begyndelse i Asperup. En lille landsby mellem Nørre Aaby og Båring på Vestfyn.
I indkørslen holder hans afhængighed. Den mørkeblå Mercedes.
Den forbliver i garagen, og Poul Kjærgaard trækker i stedet Raleigh-cyklen ud af skuret. Forude venter cirka 35 kilometer, der skal tilbagelægges med både cykel og tog.
- Hele det her eksperiment med at udfordre vores måde at flytte os rundt på er enormt spændende, fordi det er afgørende, at vi kan ændre vores vaner, siger han.
Der er, ifølge Poul Kjærgaard, mange årsager til, at han er afhængig af bilen. Spørgsmålet er, om det mest af alt er vaner.
- En dag som i dag, oplever jeg virkelig for alvor dilemmaerne, der er forbundet med den grønne omstilling. Jeg ved, at jeg burde leve på en anderledes måde, men jeg har virkelig svært ved at gøre det, fordi det har nogle store konsekvenser for den måde, jeg har tilrettelagt mit arbejds- og privatliv, forklarer han.
Efter først fem kilometer til stationen på jernhest og dernæst en halv time i tog er Poul Kjærgaard fremme.
Så længe postnummeret hedder 5466 Asperup, er hans foretrukne måde at transportere sig rundt på fortsat bilen.
- Det er for bøvlet at tage offentlig transport for mig, og det er for billigt at køre bil, og det er det, der er hovedproblemet. Men jeg mener, at vi skal tale om den grønne omstilling, og hvilke muligheder vi har for at ændre vores hverdag, siger han.
Fyn skifter gear
Vi kører mere i bil end nogensinde, og i Danmark kører vi 40 milliarder kilometer om året i vores privatbiler - oftest til og fra fornøjelser. Men skal det være sådan?
Er det muligt at parkere fossilbilen og vælge mere grønne alternativer?
Det undersøger TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende fra 23. september til 6. oktober.
TV 2 Fyn-reporter var på stedet, da sidste mand blev fundet: - Pludselig kunne jeg se blå blink
Klokken 19.08 torsdag aften kom en ambulance kørende med høj fart og udrykning ved Flemløse Biogas.
TV 2 Fyns reportere Peter Salomon og Thomas Mengers Karstensen var på stedet, da den sidste person, som var forsvundet under en arbejdsulykke, blev fundet.
I forbindelse med forberedelserne til torsdagens 19:30-udsendelse kunne de se blå blink fra en ambulance i horisonten.
Kørte derfra uden udrykning
Ambulancen kørte igen efter 10-15 minutter, fortæller Peter Salomon, der noterede sig, at den forlod adressen uden udrykning.
- Vi troede først, at de havde fundet den savnede person, men fordi ambulancen kørte igen stille og roligt, gik vi ud fra, at det ikke var den savnede person, der var fundet.
Efter ambulancen var kørt. kom der stadig en lind strøm af forskellige beredskabsbiler, fortæller Peter Salomon videre. Derfor antog han helt frem til, Fyns Politi oplyste, at det havde fundet den savnede person, at eftersøgningsarbejdet stadig var i gang.
- Derfor tænkte jeg, at ambulancen måske var kommet for at tilse en af redningsarbejderne, som måske var kommet mindre til skade.
I alt var ti personer involveret i arbejdsulykken på Flemløse Biogas. Seks af dem er kommet alvorligt til skade, mens tre er omkommet. Den sidste person slap uskadt fra ulykken.
14-årigs mobbebrev "går lige i hjertet" på politiker: - Jeg blev selv mobbet som barn
En hjerteskærende historie om mobning mod en 14-årig elev på en skole i Odense har nu fundet vej til Christiansborg.
En sag, hvor familien oplever, at skolen ikke har kunnet stoppe mobningen.
Det er 'trist' og 'går lige i hjertet', lyder reaktionen fra to fynske folkeskoleordførere.
Men når det kommer til, om Folketinget skal tage affære for at forhindre sager som den 14-åriges, er de to folketingspolitikere helt uenige.
Ikke tryg ved at gå i skole
Den 14-årige elev går i 8. klasse på en skole i Odense og har gennem længere tid været udsat for mobning fra andre elever. Både på skolen og på sociale medier, som Snapchat og Instagram.
Konsekvensen er, at hun ikke er tryg ved at gå i skole og næsten ikke modtager undervisning i dag.
Her kan ses en række eksempler på, hvordan adskillige personer har omtalt den 14-årige elev på klassechats og en ‘sladder-konto’ på Instagram.
Håbede at brev til skolen ville hjælpe
I håb om at få hjælp fra skolen skrev den 14-årige pige et to sider langt brev til skolen.
- "Jeg er bange for at være alene med de andre elever. Jeg vil gerne have at mobningen stopper. Jeg vil gerne kunne gå i skole uden at være bange. Jeg håber, at I kan hjælpe med mig at få det bedre."
Sådan skrev hun blandt andet i brevet, som du kan læse i sin fulde længde nedenfor.
Anonymisering
TV 2 Fyn har indvilget i at anonymisere den 14-årige pige og valgt at anonymisere den pågældende folkeskole i Odense, da TV 2 Fyns ærinde med denne historie ikke er at kaste lys på en konkret konflikt mellem elever på en konkret skole, men at vise konsekvenserne af mobning og mistrivsel blandt fynske børn og unge.
Politiker: - Sådan skal ingen have det
TV 2 Fyn har taget brevet og den 14-åriges historie med til politikerne på Christiansborg.
- Den går lige i hjertet. Jeg blev mobbet, da jeg gik i folkeskolen, så jeg ved, hvor svært det kan være som elev at blive udsat for den slags ting, lyder reaktionen fra Alex Ahrendtsen, som er folkeskoleordfører for Dansk Folkeparti.
Brevet vækker også følelser hos Socialdemokratiets folkeskoleordfører Sara Emil Baaring.
- Jeg bliver jo rigtig ked af det og også berørt, når jeg læser det her brev. Jeg synes, det er rigtig trist, at man har det sådan med at komme i en folkeskole. Sådan er der ikke nogen, der skal have det, siger Sara Emil Baaring (S).
Hvilke skridt de to politikere vil tage - eller ikke tage - vender vi tilbage til senere i artiklen.
Mor: Dialog og møder har ikke hjulpet
Julia Christiansen, der er mor til pigen, har siden foråret 2024 forsøgt at få stoppet mobningen gennem skolen.
- Uanset hvor mange gange vi har kontaktet ledelsen, og uanset hvor mange gange min datter har kontaktet sin underviser, er der intet sket. Mobningen er fortsat, siger hun til TV 2 Fyn.
Dialogen og møderne med skolen har ikke hjulpet. Derfor valgte Julia Christiansen at skrive en klage til Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM).
Medhold fra kommunen
En klage, som blev sendt videre til Odense Kommune, og som kommunen gav familien medhold i kort tid efter.
TV 2 Fyn ville gerne have spurgt skolen, hvordan den i perioden har ageret, ligesom TV 2 Fyn ville have spurgt, hvorfor situationen i klassen ikke er blevet bedre.
TV 2 Fyn har fået et skriftligt svar fra skolens leder:
Skriftligt svar fra skolens leder
- Jeg kan af hensyn til de implicerede elever og familier ikke kommentere den konkrete sag, som lige nu behandles i DCUM. På skolen arbejder vi med læringsmiljøer, hvor alle børn kan trives. Når der alligevel indimellem opstår episoder med mobning blandt skolens børn og unge, håndterer vi det jævnfør skolens antimobbe-strategi. Det sker blandt andet gennem dialog med børn og forældre og via handleplaner på individuelt niveau og på klasseniveau med fokus på klassefællesskabets sociale trivsel.
En håndtering, som Julia Christiansen og hendes datter altså ikke oplever har virket og været med til at stoppe mobningen i klassen.
Familien har nu besluttet, at den vil finde en ny skole til deres datter i fremtiden.
Børns Vilkår: Lærere savner redskaber
Sagen fra Odense er ikke enestående, lyder det fra Børns Vilkår, der har udtalt sig til TV 2 Fyn på et generelt plan.
- Seks ud af ti af de lærere, vi har spurgt, savner konkrete redskaber til at håndtere mobning på en forsvarlig måde, hvor det faktisk lykkes, siger Lone Smidt, som er uddannelseskonsulent i Børns Vilkår.
Mange skoler mangler de rette kompetencer og tiden til rigtigt at sætte ind over for mobningen, fortæller hun på baggrund af undersøgelser, som Børns Vilkår har lavet.
DF: - Nu er det op til skolerne
På Christiansborg er folkeskoleordfører Alex Ahrendtsen (DF) stærkt kritisk over for håndteringen fra skolens side.
- Jeg er lidt chokeret over, at det er kommet så vidt. Fordi i modsætning til dengang jeg gik i skole, har vi i dag en lovgivning, der skal forhindre sådan noget.
Han mener ikke, at politikerne skal tage nye skridt for at undgå sager som den 14-åriges. Det er skolernes ansvar.
For Folketinget har allerede sørget for værktøjerne til skolerne, påpeger han - med et nationalt center, der kan hjælpe skolerne med denne kerneopgave og lovgivning om mobbestrategier, handleplaner og hvordan lærerne skal inddrages.
- Vi vil ikke finde os i det (mobning, red.), så nu er det op til skolerne. Vi har 1.200 skoler i Danmark. Jeg kan jo ikke holde styr på alle de skoler. Ansvaret er decentralt. De skal sørge for at gøre det, som vi har bedt dem om at gøre, siger Alex Ahrendtsen.
S: - Der er noget, vi ikke helt har fat om
Hos Socialdemokratiet siger Sara Emil Baaring, at hun har svært ved at gå ind i den enkelte sag. Men undrer sig over, at udfaldet bliver, at den 14-årige skal flytte skole.
- Det, synes jeg ikke, kan være det rigtige. Alle skoler skal have en antimobbestrategi, og i mange af de her strategier står der, at det faktisk er mobberen, som skal et andet sted hen, og ikke den, det går ud over, siger folkeskoleordføreren.
Hun peger på, at den nationale klageinstans for mobning “desværre har lange ventetider”, og tror, at mange sager om håndtering af mobning bunder i mangel på viden.
- Det er måske et tegn på, at der er noget, vi ikke helt har fat om ude i vores skoler, siger Sara Emil Baaring (S).
Afventer trivselskommission
Derfor vil hun “lytte meget nøje” til den trivselskommission, som vil komme med en række anbefalinger senest i januar.
- Det ved jeg også, at børne- og undervisningsministeren vil. Jeg tror, de kommer til at pege på, at vi mangler redskaber og viden om det her (mobning, red.). Der er også et digitalt element, som vi ikke rigtig har hånd om ude i vores skoler, siger Sara Emil Baaring med henvisning til, når mobningen foregår på sociale medier.
Men allerede nu peger hun på, at der eksempelvis kunne være brug for fra politisk hånd at opdatere antimobbestrategierne, der ligger ude på skolerne. Og at hjælpe kommunerne med at finde de værktøjer, der rent faktisk virker.
Hos DF er Ahrendtsen åben overfor at kigge på anbefalingerne, når de kommer.
- Men det ændrer ikke ved den omstændighed, at det er skoleledelsen, der har ansvaret for, at der ikke er mobning. Det betyder, at man som voksen træder i karakter, laver klare regler, griber ind og beskytter dem, der bliver mobbet. Hvor svært kan det være, spørger Alex Ahrendtsen.
Taget på kollapset silo var et "pionerprojekt"
Tre personer er omkommet i forbindelse med en arbejdsulykke på Flemløse Biogasanlæg, hvor de arbejdede på en tagkonstruktion på en nyopført silo.
Og det var en helt særlig tagkonstruktion, som der var ved at blive opført, skriver mediet BuildingTech. Et såkaldt “pionerprojekt”, der er udarbejdet af en af Tysklands største biogasproducenter, af Envitec Biogas AG.
Ifølge virksomheden skulle siloen forsynes med et flat tag, der er i stand til at bære sig selv, og derfor ikke har burg for understøtninger. Hvorfor taget kollapsede er dog endnu usikkert.
I alt 10 personer var på taget, da det kollapsede. Seks af dem er kommet alvorligt til skade, mens en er sluppet uskadt.
Opdateret: Tidligt fredag morgen var platformen MitID ustabil. Klokken 9.15 var problemet løst igen.
Platformen MitID er i øjeblikket ustabilt. Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen til B.T.
Et antal brugere vil lige nu opleve problemer med at bruge platformen.
- Der er igangsat en fejlsøgning, og man forsøger at få det op så hurtigt som muligt, siger en pressetalsmand for Digitaliseringsstyrelsen.
Biogas-direktør reagerer på tredje dødsfald
Direktør for Flemløse Biogas er "dybt berørt" efter den tragiske arbejdsulykke tirsdag.
Torsdag aften klokken 18 fandt Fyns Politi en person, som var savnet, efter en arbejdsulykke på Flemløse Biogas.
Fredag morgen reagerer direktør for Flemløse Biogas Kurt Poulsen i en pressemeddelelse på nyheden.
Var tæt på afdøde
- Jeg er dybt berørt af meddelelsen om, at den savnede medarbejder nu er fundet død nede i tanken, vi er ved at få opført. Jeg har haft et tæt samarbejde med den afdøde, og nu er er han død. Det er helt forfærdeligt.
I alt ni personer var involveret i ulykken, der endte med at koste tre mennesker livet. De seks andre har tidligere været meldt voldsomt tilskadekomne.
- Det er en meget ulykkelig situation, at endnu en medarbejders pårørende skal have den ultimativt værste besked, man overhovedet kan forestille sig, lyder det videre fra Kurt Poulsen.
Forsøger stadig at klarlægge hændelsesforløb
TV 2 Fyn har forsøgt at få en uddybende kommentar fra direktøren, men i pressemeddelelsen udtaler han, at han ikke ønsker at udtale sig yderligere på nuværende tidspunkt.
Det skyldes, at politiet og myndighederne stadig arbejder med at kortlægge hændelsesforløbet. En process, som Flemløse Biogas og entreprenørvirksomhederne samarbejder med politiet om.
Politi og brandvæsen rykkede ud til mystisk brand
Fyns Politi fik fredag morgen klokken 04.34 en anmeldelse om kraftig røgudvikling i Lærkeparkens Købmand i Lærkeparken i Odense. Det bekræfter Sten Nyland, der er vagtchef hos Fyns Politi, til TV 2 Fyn.
- Vi kører derud sammen med brandvæsenet og kan konstatere, at der er ild i noget i Lærkeparkens Købmand.
Vagtchefen fortæller videre, at politiet stadig arbejder på stedet, men at det er for tidligt at sige noget om årsagen til branden.
Forsvundet person ved Flemløse Biogas fundet død
I alt tre personer har mistet livet i en ulykke ved Flemløse Biogas.
Beredskabet og Fyns Politi har arbejdet målrettet de sidste to døgn. Den savnede person er nu fundet - desværre ikke i live.
Fyns Politi oplyser i en pressemeddelelse, at personen blev fundet klokken 19 torsdag aften.
Efterforsker stadig ulykken
Der er tale om en belgisk mand på 53 år.
Politiet og beredskabet har arbejdet på at finde den savnede person siden tirsdag aften klokken 18, da en silo ved Flemløse Biogas faldt sammen.
Redningsarbejdet blev besværliggjort af, at taget på siloen var under støbning, da det faldt sammen. Det vil sige, at betonen var ved at hærde. Derfor krævede det særlig redskaber at arbejde sig igennem betonen.
I alt har tre mennesker mistet livet i forbindelse med ulykken i Flemløse.
Udover den belgiske mand har også to rumænske statsborgere mistet livet.
Fyns Politi oplyser, at de i samarbejde med relevante myndigheder vil fortsætte efterforskningen af årsagen til ulykken, men for nuværende har vi ikke yderligere til dette.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her