Tavlerne har været mange år undervejs og i de seneste dage har trafikanter endelig kunne få besked om, hvor mange minutters kørsel, der er til udvalgte afkørsler længere fremme.
Men nu har Vejdirektoratet midlertidigt lukket ned for den service, fordi der er fejl i systemet.
Vejdirektoratet åbnede den nye service 7. juni 2011. Formålet er at forbedre serviceniveauet på strækningen, ved at vise aktuelle rejsetider til udvalgte frakørsler længere fremme på strækningen.
Vejdirektoratet har siden nøje overvåget systemet, og har efterfølgende konstateret, at rejsetidssystemet i visse tilfælde kører ustabilt.
Trafikanterne har derfor kunnet opleve, at tavlerne ind imellem har været blanke uden information om rejsetider. Vejdirektoratet har derfor besluttet at tage systemet midlertidigt ud af drift.
Dybt utilfredsstillende
Der har tidligere været stor kritik af tavlerne, og de nye problemer får nu en fynsk folketingspolitiker til at reagere.
- Det er dybt utilfredsstillende, og nu vil jeg tager kontakt med transportministeren for at bede ham om at sætte skub i at de kommer til at virke, siger Lars Chr. Lilleholt, Venstre.
Tavlerne vil dog stadig informere om alvorlige trafikuheld, der har indflydelse på trafikken.