Iskold Jan Ø. er klar til semifinalen

Jan Ø. Jørgensen er videre til lørdagens semifinale ved Denmark Open efter en skarp sejr over hongkonger.

Jan Ø. Jørgensen rundede fredagen af ved Denmark Open i Odense med kvartfinalekampen mod Wong Wing Ki fra Hongkong.

Og efter en intens kamp er den danske badmintonspiller klar til at spille semifinale lørdag. Jan Ø. Jørgensen sejrede i to sæt med cifrene 23-21, 21-13.

Wong Wing Ki fik hurtigt sat sig på første sæt, og Jan Ø. halsede efter både på banen og på pointtavlen. Danskeren gik til drikkepause bagud med 11-7.

Og pausen gjorde Jan Ø. Jørgensen godt. Han pressede hongkongeren ud i en gyserafslutning. Og her var danskeren iskold. Jan Ø. tog sættet med 23-21.

Spillerne fortsatte det tætte opgør i andet sæt, og de fulgtes af til pausen, hvor Jan Ø. dog havde en snæver 11-10-føring.

Danskeren satte herefter tempoet op, og så kunne Wong ikke længere være med. Jan Ø. var køligst i den kogende Odense Idrætshal og sejrede med 21-13.

Dermed skal Jan Ø. Jørgensen og herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen forsvare de danske farver ved lørdagens semifinaler i Odense.

Jan Ø. Jørgensen strøg i 2010 til tops i Denmark Open. Og ved turneringen sidste år blev han dramatisk tvunget til at forlade turneringen grundet hjerteproblemer.

Oversigt

    Oversigt