Hver dag siden den 18. december sidste år har italienske JV CMB/Itenera fået dagbøder på 960.000 kroner pr. arbejdsdag.
I runde tal svarer det til 58 millioner kroner, men der kan gå lang tid, før regionen ser nogle af pengene. Det skyldes, at parterne er uenige om bødekravet.
Italienerne er ifølge regionen forsinket med opfyldelsen af blandt andet it-systemer og en række rum, der ikke er klar til at blive godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Før milepælene er opfyldt, vil der blive ved med at tikke dagbøder på den regning, som italienerne skal betale, indtil milepælene er opfyldt.
- Arbejdet skrider frem, men de milepæle, der udløste dagboden er stadig ikke i mål. Når milepælene er nået, stopper kravet om dagbod, hedder det i et svar til TV 2 Fyn fra regionens presseafdeling.
- Hovedentreprenøren OHPT har allerede sidste år sagt, at de også har krav mod Region Syddanmark, og hvis disse krav er berettigede, skal de naturligvis modregnes de krav, regionen har mod dem. I øjeblikket foregår et større analysearbejde, der skal klarlægge, hvilke krav der er berettigede, og hvilke der ikke er. Der løber stadig dagbod på for hver arbejdsdag, der går, men afregningen afventer, at man har behandlet modkravene, hedder det i svaret.
Det oplyses samtidig, at parterne er i konstruktiv dialog, og at det er helt i overensstemmelse med deres aftaler.
Vil ikke betale dagbøder
- Det er helt normalt, at der i projekter som Nyt OUH er ændringer eller tilkøbsydelser. Det er der i denne periode ligeledes indgået aftaler om, hedder det.
Og det er også netop italieners pointe for ikke at ville betale. Man mener, at regionen har stillet yderligere krav under byggeriet, som ikke var kendt og givet forsinket feedback.
Byggeriet er senest blevet forsinket yderligere op til 18 måneder, og Nyt OUH forventes derfor først at være indflytningsklar i 2027.
Region Syddanmark håber en færdig tidsplan er klar om mindre end to måneder, men kan ikke give noget præcist tidspunkt endnu.
Nyt OUH koster cirka 10 milliarder kroner.