Forkert farve, gal størrelse eller to af den samme. Der er mange grunde til, at en god julegave skal byttes.
- Badekåben var for lille, og panden var for stor, så der må byttes, fortæller Jan Schou i gågaden i Odense.
Mandag begyndte det store bytteræs, som mange gerne vil have overstået mellem jul og nytår. For Jan Schou er det nærmest en fast tradition.
- Det er sjovt. Jeg synes ovenikøbet, det er rigtig sjovt. Jeg ved godt, at nogen står i kø, men det er ligegyldigt for mig. Jeg har tid til det, fortæller han.
Kø fra morgenstunden
Dansk Erhverv forventer, at fire til fem procent af alle julegaver byttes eller returneres. Det svarer til varer for 400 millioner kroner.
Det kan mærkes i Bog & Idé i Odense City, der på trods af 365 dages bytteservice havde travlt på den første store byttedag.
- Det startede allerede om morgenen, hvor der var kø uden for døren, inden vi åbnede. Der er gang i den fra klokken 10-18, siger Jeanett Wittrup Thorsen, der er butikschef i butikken i gågaden.
Samtidig med at antallet af kunder stiger i butikkerne, stiger coronasmitten i Danmark også. Mandag blev der endnu engang sat smitterekord, da 16.164 danskere testede positiv, men det holdt ikke kunderne væk fra gågaden i Odense.
- Det er lige så travlt, som det altid har været, fortæller Jeanett Wittrup Thorsen.
Flere butikker har af den grund også valgt at forlænge åbningstiderne.