De blå partier skal begrave stridsøksen dybt ned i jorden, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at blive sejrherrer ved et kommende folketingsvalg.
Det mener politisk kommentator og chefredaktør på Fyns Amts Avis Troels Mylenberg, efter at Venstres næstformand, Kristian Jensen, nu lægger op til, at de blå partier skal stoppe med at bekrige hinanden og i stedet rykke tættere sammen.
- De borgerlige partier skal kunne arbejde sammen, hvis de skal genvinde magten. Slås de borgerlige partier med hinanden, vil vælgerne automatisk smutte, siger han til Ritzau.
Kristian Jensens ønske om forsoning er en erkendelse af, at de blå partier ligger langt fra hinanden på en række områder, mener Troels Mylenberg.
Men det bliver ikke nogen let opgave at få partierne til at gå hånd i hånd, sådan som mandaterne ser ud til at fordele sig.
- Dansk Folkeparti kan gå hen og blive det største borgerlige parti. De har en helt anden EU-profil og socialprofil, og de er nærmest socialdemokrater på nogle områder, siger han.
Derudover stikker Liberal Alliance også ud af mængden, da de blandt andet står uden for folkeskolereformen.
Det er blandt andet rets-, udlændinge- og sundhedsområdet, at der bliver lagt op til et tæt samarbejde. For at det skal blive en succes, skal partierne skal i høj grad fokusere på de områder, hvor de i forvejen er meget enige, mener Troels Mylenberg.
- Det er et rigtigt træk, at de borgerlige partier går sammen om at profilere sig på en række områder. Der kan sundhedspolitik været et glimrende område at samles om, siger han.
Udmeldingen fra Kristian Jensen kommer, efter at der hen over sommeren er blevet uddelt en del verbale lussinger i blå blok.
Blandt andet til vækstforhandlingerne, hvor De Konservatives formand, Lars Barfoed, beskyldte Lars Løkke (V) for at være en socialdemokrat, da han sammen med regeringen hævede bundskatten.