Krig på kniven om broforbindelser
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Syddanmark går til kamp for ny Lillebælt-forbindelse. Glem alt om Kattegat, lyder budskabet til Folketinget.
Glem alt om en Kattegatforbindelse og løs i stedet de akutte trafikproblemer ved Lillebælt og i resten af landet.
Sådan lyder budskabet til de nyvalgte landspolitiker på Christiansborg fra Syddanmark
Her er seks borgmestre i Trekantsområdet netop blevet enige om at anbefale en ekstra bro over Lillebælt lige ved siden af den nye Lillebæltsbro.
En anbefaling som formanden for Region Syddanmark, Carl Holst (V), bakker op om, og som han også regner med at få tilslutning til fra de 22 kommuner i regionens kommunale kontaktudvalg.
Og Folketinget bør samtidig droppe en Kattegat-forbindelse, når Folketinget efter planen i 2013 skal træffe beslutning om en række store trafikinvesteringer, siger Carl Holst såvel som Fredericias borgmester, Thomas Banke (V).
- Det her er et udspil til den trafikpolitiske debat om hele Danmark. En Kattegat-forbindelse vil koste ligeså stor en andel af bruttonationalproduktet, som rumprogrammet udgjorde af USA's i 1960'erne, siger Thomas Banke og tilføjer:
- Ingen har bygget så lang en bro over så dybt vand. Det er et utopisk og absurd projekt.
Fredericia-borgmesteren opfordrer folketingspolitikerne til i stedet at bruge pengene på at løse trafikproblemerne både ved Lillebælt, Vejlebroen, på Fyn og i hovedstaden.
Imens siger Carl Holst om Kattegatforbindelsen, som især midtjyske politikere plæderer for:
- En Kattegat-forbindelse løser ikke de presserende trafikproblemer, men vil sikre, at folk kommer hurtigere frem mellem hovedstaden og Aarhus, siger han.
Begge syddanske politikere slår på, at erhvervsudviklingen i hele deres område vil lide skade, hvis der ikke bygges en ekstra Lillebæltsbro, som står til at koste seks milliarder kroner.
Trekantsområdets borgmestre har valgt en såkaldt parallelforbindelse over Lillebælt blandt i alt fire forslag som den mindst skadelige løsning for naboer, miljø og natur.
De seks trekantskommuner er foruden Fredericia også Kolding, Billund, Vejen, Vejle og Middelfart.