Læger: Dyr medicin betales med ringere pleje
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Siden 2007 er sygehusenes udgifter til medicin fordoblet. Det tvinger regionerne til at spare andre steder.
Skal fremtidens patienter have mere dyr medicin og mindre omsorg? Det er i hvert fald scenariet, hvis man fortsætter med at håndtere de stigende medicinpriser, advarer flere læger ifølge Kristeligt Dagblad.
Siden 2007 er udgifterne til sygehusmedicin næsten fordoblet til over syv milliarder kroner i 2014, og derfor skal regionerne finde besparelser andre steder.
Og medmindre man begynder at prioritere anderledes, er det personalet, der bliver sparet væk, siger Torben Mogensen, vicedirektør på Hvidovre Hospital og speciallæge i anæstesiologi.
- I Region Hovedstaden fungerer det konkret sådan, at hvis vi skal bruge ny medicin, så dækker regionen 80 procent, og så står hospitalerne selv for 20 procent. Når der så kommer et dyrt lægemiddel, som vi skal bruge ti millioner på, så betaler regionerne otte millioner, og så fyrer man sygeplejersker for to millioner for at få budgettet til at hænge sammen, siger Torben Mogensen til Kristeligt Dagblad.
Konsekvensen af dette er ifølge Torben Mogensen dårligere service til andre patienter.
Professor og overlæge ved Odense Universitetshospital Ole Mogensen mener heller ikke, at man som fagperson kan se bort fra, at indkøb af dyrere medicin sker på bekostning af noget andet.
- Der er en begrænset mængde penge til rådighed, og ofte er det lønomkostninger, man mener, man kan spare på. Her er det ofte sygeplejersker, der bliver fyret, siger han og tilføjer, at alternativet dog ikke skal være, at man fravælger patienters behandlinger på grund af prisen.
Stod det til den danske befolkning, er det netop ikke personale, der skal vælges fra for at spare penge i sundhedsvæsnet, viser en ny undersøgelse fra Megafon og Dansk Sygeplejeråd.
Godt 2000 danskere har svaret på, hvordan man bedst løser sundhedsvæsenets udfordringer med flere patienter og større medicinudgifter, og her foreslår over halvdelen, at det dyreste og mindst effektive medicin, teknologi og behandlingsformer skal prioriteres fra.
Kun én procent af de adspurgte mener, at løsningen er at afskedige sundhedspersonale.